Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) er overbevist om, at Hosni Mubarak bliver nødt til at forlade posten som Egyptens præsident som følge af de omfattende demonstrationer imod styret.
- Jeg har sagt, Mubarak er historie, og det er nu kun et spørgsmål om, hvornår det materialiserer sig. Det er præcis det, EU også har besluttet, siger Lars Løkke Rasmussen.
I den erklæring, som EU's 27 stats- og regeringschefer udsendte tidligere fredag, har retorikken dog et noget vagere udtryk. Her understreger EU, at der skal ske en udvikling nu.
Men et ønske om, at Mubarak skal træde tilbage, står der ikke noget om.
- Det er et enigt Europæisk Råd, der sender et signal om, at der skal findes en transition sted nu. Hvornår det præcis fører til, at præsidenten ikke formelt sidder i spidsen for Egypten, det er fortsat et åbent spørgsmål, siger statsministeren, der altså afviser, at hans udtalelser ikke stemmer overens med EU's samlede erklæring.
Italiens premierminister, Silvio Berlusconi, kom forud for topmødet med en kontroversiel udtalelse, som også var med til at rejse spørgsmålet om, hvorvidt EU fortsat har problemer med at tale med én stemme.
Berlusconi gav nemlig udtryk for den modsatte holdning af den danske statsminister, nemlig, at han ikke ønsker, at Mubarak skal overgive magten i det uroplagede land.
- Vi håber på en overgang i Egypten, der bringer demokrati med sig, uden at det skal betyde en afsked med præsident Hosni Mubarak, sagde Berlusconi, ifølge AFP.
Berlusconis embedsmænd forsøgte kort efter udtalelsen at forklare, hvad Berlusconi i virkeligheden mente.
- Berlusconi ønsker at se en ny præsident, der besidder Mubaraks mange kvaliteter, blev der blandt andet sagt.
/ritzau/
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde