Løkke nærmer sig deadline om europagt

Om blot få uger skal statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) deltage i et EU-topmøde, hvor et fransk-tysk forslag om en særlig konkurrenceevne-pagt for eurolandene er på dagsordenen.

Men endnu ved statsministeren ikke, hvad pagten præcist går ud på. Han sidder heller ikke med ved bordet, når eurolandene træffer beslutningerne.

Og han vil ikke forholde sig til, om det er i Danmarks interesse at tilslutte sig pagten, og om det i givet fald vil kræve et opgør med det danske euroforbehold.

- Det er jo desværre med afsæt i eurozone-landene, at de rigtige diskussioner foregår, og så bliver vi konsulteret, siger Lars Løkke Rasmussen og fortsætter:

- Når vi kan se nogle klarere og mere præcise konturer, så vil vi have brug for at drøfte det med Folketingets partier. Både for at få det nødvendige mandat, og for at tage pejling af, hvor tingene står, siger han.

Tirsdag blev et udkast af pagten lækket til pressen. Som det ser ud nu, kan det kræve lovændringer i Danmark, hvis vi vil være med.

Ifølge udkastet vil der nemlig være krav om lovgivning, der sikrer sunde offentlige finanser - eksempelvis grænser for statens gæld.

Tysklands kansler Angela Merkel har lagt vægt på, at de nationale tiltag for at sikre stabile økonomier er af "tilstrækkelig stærk bindende karakter", som det ifølge Reuters fremgår af udkastet.

Danmark havde topembedsfolk i Bruxelles i sidste uge for at drøfte pagten, men statsministeren vil ikke ud med, hvad de fik at vide - andet end at indholdet står uklart. Og han vil ikke forholde sig til det lækkede indhold.

Allerede den 11. marts drøfter lederne fra eurolandene pagten. Løkke er i Bruxelles den dag, men vil ikke benytte lejligheden til at fremføre danske ønsker.

Topmødet for alle EU-landene finder sted 24. - 25. marts.

Statsministeren har tidligere sagt, at pagten kan aktualisere en folkeafstemning om det danske euroforbehold.

/ritzau/

Statsministeren vil endnu ikke forholde sig til vidtrækkende europagt. Men deadline nærmer sig.

Offentliggjort Sidst opdateret