Løkke og EU-ledere vil dæmme op for ny strøm af migranter

Der ankommer for mange migranter ad ruten, som primært går via Libyen til Italien, og derfor er der grund til at sætte ind, lyder det fra statsministeren. Foto: Polfoto/Jens Dresling

Der ankommer for mange migranter via Libyen til Italien, og der er behov for at styrke Libyens kystvagt.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det handler om at få styr på den centrale middelhavsrute, så der ikke kommer en ny stigning i antallet af migranter.

Det siger statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) forud for et uofficielt EU-topmøde på Malta.

Der ankommer for mange migranter ad ruten, som primært går via Libyen til Italien, og derfor er der grund til at sætte ind, lyder det.

- Der er en risiko for, at tallene kommer til at stige til foråret, når vejret bliver bedre.

- Der er behov for at støtte Libyens grænser og kystvagt men altså også Libyens nabolande, siger statsministeren på et møde i Europaudvalget, hvor han orienterer Folketinget forud for topmødet.

Topmødet vil fredag fokusere på at sætte en stopper for strømmen af migranter til Italien ved at styrke den libyske kystvagt.

Det omfatter træning og udrustning af kystvagten. Men der er en bekymring for den løsning, da Libyen fortsat står uden en internationalt anerkendt regering.

- Regeringen i Tripoli har ikke fuld mulighed for at sætte sig igennem på hele Libyens territorium. Derfor er der ikke kun behov for at inddrage Libyen men også nabolandene, siger Lars Løkke Rasmussen.

Den centrale middelhavsrute går primært fra Libyen til Italien, og frygten blandt EU-politikerne er en stigning i strømmen af migranter, når foråret kommer.

Der findes i øjeblikket mellem 700.000 og en million migranter i Libyen.

Over 181.000 migranter rejste over den centrale del af Middelhavet i 2016, hvilket er en stigning på 15 procent i forhold til året før. Sidste år var samtidig det dødeligste år hidtil med over 5000 omkomne eller savnede.

Spørgsmål: Libyen står uden en international anerkendt regering og kæmper med at komme på fode igen, så hvor langt kan man egentlig komme med sådan en aftale?

- Der er ikke forudsætninger lige nu for at lave sådan en en-til-en copypaste af Tyrkiet-aftalen.

- Men omvendt kan det heller ikke nytte noget, at man har den tilgang til livet, at fordi man ikke kan lave ideelle løsninger, skal man slet ikke lave nogen. Mens vi snakker flytter folk sig, siger statsministeren.

EU-lederne skal på mødet også diskutere, hvad der kan gøres for at øge den folkelige opbakning til EU.

Særligt i kølvandet på at Storbritannien besluttede sig for at forlade unionen.