Løkke om diplomater: De kunne være udvist for fem år siden
15 diplomater på Ruslands ambassade i Danmark har fået 14 dage til at forlade landet. De er spioner, siger udenrigsminister Jeppe Kofod (S). Men det har Danmark vidst i mange år, siger tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen (M). Foto: Thomas Sjørup/Ritzau Scanpix
Rusland har ifølge tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen længe tålt, at Rusland spionerede i Danmark.
15 russiske diplomater, som Danmark tirsdag har udvist, kunne lige så godt være udvist for flere år siden, mener Lars Løkke Rasmussen (M).
Den tidligere statsminister er enig i regeringens beslutning om at udvise diplomaterne, som Udenrigsministeriet omtaler som "efterretningsofficerer".
- For to år siden, eller for fem år siden. Det kan man også stå og spørge sig selv om bagefter: Hvad er det, Europa har tolereret, siger han og tilføjer:
- Vi lever i virkelighedens verden, og den er fyldt med nuancer fra sort over gråt til hvidt, og der har man tålt nogle ting i en samlet afvejning af, hvad det er for en relation, vi har, og det gør man så ikke længere.
Danmark og andre europæiske lande har i årevis accepteret, at Rusland har spioneret fra ambassader i Europa, lyder det fra den tidligere statsminister.
- Det er en kendt sag, at de russiske ambassader i Europa er pænt store og også har været brugt som dække for spionage, og det er noget, som Europa et eller andet sted har tålt, og det tåler vi ikke længere, siger Løkke.
Regeringen har tirsdag udvist 15 russere for spionage, fortalte udenrigsminister Jeppe Kofod (S) efter et møde tirsdag i Det Udenrigspolitiske Nævn.
- Vi har konstateret, at de 15 udviste efterretningsofficerer udøver spionage på dansk jord. Vi har en helt særligt sikkerhedssituation i Europa nu, derfor finder regeringen det rigtigt, at vi tager beslutningen nu, og vi er glad for den opbakning, der også var i udenrigspolitisk nævn, siger Kofod.
Den forklaring undrer De Konservatives udenrigsordfører Marcus Knuth.
- Man kan sidde tilbage og undre sig over, at det sker lige nu. For alt andet lige så tror jeg, at regeringen og vores myndigheder har været klar over - i hvert fald et vist stykke hen ad vejen - hvad de personer lavede i Danmark, siger han.
Knuth mener, at udvisningen af russerne også burde være begrundet med "de krigsforbrydelser, som Rusland har foretaget." Han henviser til den ukrainske by Butja, hvor mange civile er fundet dræbt.
På spørgsmålet om, hvorvidt udenrigsministeren først nu har fundet ud af, at russerne laver spionage i Danmark, svarer Kofod:
- Jeg kommer ikke til at kommentere det spørgsmål. Vi er i en helt særlig sikkerhedssituation i Europa nu med Ruslands aggression, krig i Ukraine og Ruslands trussel mod den europæiske sikkerhedsorden, siger Kofod.
De 15 russere har arbejdet under diplomatisk dække på den russiske ambassade i København. Det oplyser Udenrigsministeriet.
/ritzau/
Seneste artikler
Gunhild er dybt berørt: - Det er en virkelig trist dag
Et hak i Lollands DNA: - Det er en sort dag for dansk roedyrkning
Nordzucker: Derfor lukker fabrikken
- Et godt tidspunkt
Støjberg i kerneland
Mest læste artikler
Nakskov Sukkerfabrik lukker
Politiet efterlyser fortsat kvinde fra Sakskøbing
Varer til december: Bygger lyskryds ved trafikeret landevej
Kraftig brand i villa
16-årig overfaldet med kniv ved skole