Løkke ønsker nordisk grænsetjek til Tyskland
De nordiske lande skal samarbejde om grænsekontrol til Tyskland, siger statsminister Lars Løkke Rasmussen (V).
Danmark skal ikke kun på egen hånd gennemføre grænsekontrol til Tyskland. Danmark skal tjekke grænsen i samarbejde med Norge og Sverige.
Det siger statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) til DR Nyheder om en nordisk grænsekontrol som svar på den massive strøm af asylansøgere og migranter til Europa.
- Man kunne forestille sig, at de nordiske lande i højere grad samarbejdede om en fælles nordisk grænse i stedet for at have en så tung grænsekontrol, som vi har internt i Norden nu, siger Lars Løkke Rasmussen til DR Nyheder.
Han påpeger, at grænsebommene er rejst mellem Danmark, Norge og Sverige, fordi Danmark og Sverige har styrket grænsen til Tyskland.
- Hvis vi ikke får løst problemet med, at Europa beskytter sine grænser, så skal vi altså slås med den negative effekt af, at der pludselig er grænser mellem de nordiske lande, siger Lars Løkke Rasmussen.
På EU-topmødet 19. februar drøfter stats- og regeringscheferne dels en britisk løsning, dels forhandler de om styrket grænsekontrol.
Sverige indførte id-kontrol efter at have modtaget 160.000 asylansøgere og migranter i 2015. Det besvarede Danmark med grænsekontrol.
Dansk Folkepartis integrationsordfører, Martin Henriksen, støtter ikke Løkkes forslag om et nordisk grænseværn til Tyskland.
- Man kan have en vis sympati for forslaget, når vi har en lang tradition for et nordisk samarbejde. Men - og det er et vigtigt men - man bør ikke gennemføre det nu. Man bør opruste grænsekontrollen mod Sverige, siger Martin Henriksen.
Hvis det svenske asylsystem bryder sammen, fordi Sverige vil returnere halvdelen af alle asylansøgere og migranter - 80.000 personer - står Danmark i sigtelinjen, mener han.
- Så er det klogt, at vi har en grænsekontrol, som kan afvise dem, siger Martin Henriksen.
Seneste artikler
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
1039 virksomheder har fået indskærpet sikkerhed efter CPR-læk
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker