Løkke: Regeringen ændrer holdning om F-16
Det er godt, at regeringen har skiftet holdning til F-16-fly i Afghanistan, så partierne bag Helmand-planen i år kan vurdere, om der skal udstationeres fire danske F-16-fly.
Sådan siger Venstres formand Lars Løkke Rasmussen, efter at S-R-SF-regeringen har åbnet op for, at der kan sendes jagerfly til Afghanistan.
- Vi skal gøre vores arbejde færdigt i Afghanistan. Nu er der lagt en ny strategi, som ligger i fuldstændig logisk forlængelse af den linje, vi selv lagde. Vi flytter vores tilstedeværelse fra kampsoldater til træning, siger Lars Løkke Rasmussen.
- I den forbindelse kan det meget vel blive nødvendigt, at vi har F-16-fly, siger han.
Udstationering af F-16-fly må bero på en militærfaglig vurdering. Danmark har ikke tabt 11 års indsats i Afghanistan efter terrorangrebet 11. september 2001 mod New York og Washington, D.C, påpeger Lars Løkke Rasmussen.
- Der er ikke tale om nogen misere. Der er tale om, at vi gik ind i Afghanistan efter 9/11 for at undgå, at Afghanistan forblev det, som Afghanistan var på det tidspunkt, nemlig en terrorrede, siger Venstres formand.
Han besøgte i 1987-88 Afghanistan som VU'er forklædt i afghansk tøj for at støtte frihedskæmpere mod den sovjetiske invasion. Siden har han besøgt landet som statsminister. Efter den vestlige indsats kan pigerne gå i skole, siger han.
- Nu handler det om at give afghanerne bedst mulighed for at holde fast i de tillægsgevinster. Derfor stikker vi ikke halen mellem benene, siger Lars Løkke Rasmussen.
Danmark trækker sine kampstyrker kontrolleret tilbage til fordel for træning af den afghanske hær. Samtidig får Afghanistan mest ulandsbistand af alle u-lande, påpeger han.
- Jeg har aldrig haft tanken om, at man bare lige gik ind og så var det en walk-over til et velfungerende kopibillede af et skandinavisk velfærdssamfund. Ingenlunde, siger han.
/ritzau/
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde