Løkke rejser selv til FN-konference i Marrakesh
Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) forklarer her for pressen i tirsdags, at han endnu ikke har besluttet sig for, hvem der skal til FN-konferencen på mandag i Marrakesh. Nu ligger det fast, at han selv tager afsted. Foto: Jens Astrup/Ritzau Scanpix
Jens Astrup/Ritzau Scanpix
Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) rejser til Marokko mandag for at underskrive omdiskuteret FN-pagt.
Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) afliver torsdag aften spekulationerne om, hvem der skal repræsentere Danmark ved FN-konferencen i Marrakesh i næste uge.
Det bliver statsministeren selv, der rejser til Marokko for at tilslutte sig migranterklæringen "Global Compact for Safe, Orderly and Regular Migration".
En erklæring, der har skabt splittelse mellem regeringen og dens støtteparti, Dansk Folkeparti.
DF mener, at Danmark risikerer at åbne op for yderligere migration ved at tilslutte sig.
Omvendt har regeringen forsikret, at erklæringen ikke er juridisk bindende, og at Danmark fortsat selv er herre over, hvem der får lov at komme ind i landet.
Statsministeren holder fast i, at Danmark er bedst tjent med at tilslutte sig erklæringen, selv om andre lande tøver.
- FN-erklæringen er et symbol på, om man vil være en del af det internationale samfund eller ej, og jeg er glad for, at et bredt flertal i Folketinget i forbindelse med debatten i onsdags signalerede klar opbakning til, at Danmark tilslutter sig erklæringen.
- Grænseoverskridende problemer kræver grænseoverskridende samarbejde - ikke isolation.
- Jeg er som statsminister ikke i tvivl om på hvilken side af stregen, Danmark skal befinde sig, siger han i en pressemeddelelse.
Det har hidtil været uklart, hvem der skulle repræsentere Danmark ved konferencen, efter at både udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg og udviklingsminister Ulla Tørnæs tidligere har sagt, at de ikke tog afsted.
I forbindelse med tirsdagens spørgetime i Folketinget tilkendegav Lars Løkke Rasmussen, at han endnu ikke havde udpeget, hvem der skulle til Marrakesh.
Han ville lade det komme an på, hvem de øvrige lande sendte.
For Tyskland deltager forbundskansler Angela Merkel, og flere andre regeringschefer vil også være til stede.
Når erklæringen er blevet vedtaget politisk på mandag, skal den til formel afstemning senere på måneden ved FN's Generalforsamling i New York.
I den forbindelse vil Danmark afgive en såkaldt stemmeforklaring, hvor det vil blive uddybet, at vi ikke mener, at erklæringen ændrer på migranters juridiske status her i landet.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned