Løkke siger meget lidt om skattelettelser i nytårstale
Mens regeringens støttepartier er rygende uenige, er statsministeren fåmælt om sine planer for skattereform.
Det skal bedre kunne betale sig at arbejde.
Det slogan fra valgkampen er stadig rettesnor for den skattereform, regeringen har i støbeskeen og som skal forhandles i foråret, fremgår det af nytårstalen fra statsminister Lars Løkke Rasmussen (V).
Men derudover er Løkkes politiske med- og modspillere ikke blevet meget klogere på, hvad regeringen vil prioritere i de forhandlinger, der på forhånd tegner til at blive et af forårets helt store politiske slagsmål.
I dagene fra Folketinget gik på juleferie og op til talen har Løkkes støtter hos Dansk Folkeparti og Liberal Alliance ellers trukket fronterne op: Liberal Alliance vil have topskattelettelser, gerne finansieret af besparelser i kommunerne.
DF vil derimod have skattelettelser til dem, der tjener mindst, og vil gerne finansiere det ved at hæve andre skatter og afgifter.
Men Løkke holdt så at sige skattekortene tæt til kroppen.
- Senere i år vil vi foreslå at sætte skatten ned for dem, der er i job. Vi skal påskønne dem, der passer et arbejde. Og anerkende glæden ved at tjene sine egne penge.
- Færre danskere skal forsørges af det offentlige, og flere skal forsørge sig selv, var hvad statsministeren havde at sige om den forestående reform.
Dermed sagde han nærmest mindre, end der allerede er kendt fra regeringsgrundlaget, nemlig at reformen skal sænke skatten på arbejdsindkomster, og at regeringen derudover har en "ambition" om at sætte topskatten ned.
Politisk kommentator Hans Engell kalder udmeldingerne om skat for meget ukonkrete.
- Valgkampløftet - at det skal kunne betale sig at arbejde - holder han fast i. Men det er ikke sådan, at hverken Liberal Alliance eller de andre blå partier kan klappe i hænderne, siger han.
Seneste artikler
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
"Alternativet var, at historien var blevet ufortalt og stadig havde befundet sig i mørket"
Christian fortsatte med at slå stikkeren, der lå forsvarsløs på jorden, mens kvinden slog ham på ryggen...
Skud, håndgranater og rockerkrig: Lokal Bandidos-boss fortæller nu den blodige historie
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker