Nok slap udenrigsminister Lene Espersen (K) godt fra at melde afbud til et møde med sin amerikanske kollega, Hillary Clinton, fordi hun skulle på ferie. Men så let slipper den nytiltrådte udenrigsminister ikke fra Socialdemokraterne.
Socialdemokratiets udenrigsordfører, Jeppe Kofod, og partiets EU-ordfører, Kim Mortensen, kræver nu en forklaring fra såvel Lene Espersen som statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), når Folketinget igen samles efter påskeferien.
I stedet for Lene Espersen blev Danmark repræsenteret af justitsminister Lars Barfoed (K) på mødet i Canada, hvor udenrigsministrene fra USA, Rusland, Norge, Canada og Danmark diskuterede fremtiden i det arktiske område.
- Er statsministeren enig i udenrigsministerens fraprioritering af det arktiske topmøde med blandt andet USA's, Ruslands og Canadas udenrigsministre, hvor vitale danske interesser var til drøftelse, spørger Jeppe Kofod.
Lene Espersens afbud er ikke blot blevet kritiseret af de tidligere udenrigsministre Uffe Ellemann-Jensen (V), Niels Helveg Petersen (R) og Mogens Lykketoft (S). Også Dansk Folkepartis udenrigsordfører, Søren Espersen, har kaldt det en "uforståelig prioritering".
Til gengæld mener Lars Barfoed ikke, at der er nogen problemer i, at partiformanden har meldt afbud til mødet. Et møde, justitsministeren beskriver som et statusmøde, hvor ministrene drøfter "hvordan det går og ser fremad på udfordringerne den kommende tid". Én af udfordringerne går på at afgrænse landenes ret til områderne i Arktis, der har potentiale til at rumme enorme mængder af olie og mineraler.
Danmark og Canada har blandt andet deres egne opmålningsproblemer omkring den lillebitte Hans Ø ud for det nordvestlige Grønland.
Udenrigsministeren er taget på forlænget påskeferie med familien i Spanien.
/ritzau/
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker