Efter at en fortrolig evaluering af klimatopmødet i København fredag er offentliggjort i sin fulde ordlyd af dagbladet Politiken, skal statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) nu atter forklare sig på et samråd i Folketinget.
Det sker efter ønske fra Socialdemokraterne, som føler sig ført bag lyset af regeringen gennem det meste af 2009. Miljø- og klimaordfører Mette Gjerskov vil have svar på, hvorfor Lars Løkke på et tidligere samråd har afvist, at der overhovedet fandtes en gennemgang af COP15-forløbet.
- Jeg kan godt forstå, at statsministeren har haft lyst til at holde evalueringen hemmelig. Den viser jo med al ønskelig tydelighed et formandskab, der fjumrer rundt på de bonede gulve, siger Mette Gjerskov.
Der ligger stor selverkendelse i nogle af notatets konstateringer, mener hun, for eksempel at "Danmarks troværdighed i COP-sammenhæng er slidt".
- Det er jo et diplomatisk udtryk for, at Danmark blev opfattet som partisk og i lommen på USA, siger Gjerskov.
Den otte sider lange evaluering er forfattet den 6. januar af en unavngiven medarbejder i Statsministeriet. Den viser, at regeringen allerede tidligt i 2009 ændrede strategien, så målet på COP15 skulle være en ikke-bindende, politisk aftale. Først senere skulle det juridiske regelværk vedtages. Den ændring vandt støtte fra næsten alle de store CO2-udledere.
Notatet fastslår også, at der stadig påhviler topmødeværten Danmark en stor opgave i 2010 med at få fulgt op på erklæringen "Copenhagen Accord", der blev det mest håndgribelige resultat af topmødet i Bella Center. Det er uklart, hvilken rolle erklæringen vil spille på næste klimakonference i Mexico til december.
- Vi har pligt til at hjælpe Mexico og verden frem mod en ny klimaaftale, og derfor må erfaringerne frem i lyset, så fejlene ikke bliver gentaget, siger Mette Gjerskov.
/ritzau/
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker