Det er positivt, at Danmark ikke længere er i recession, men der er stadig al mulig grund til at anspore til fortsat vækst.
Det mener statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), efter at han har fået overbragt nyhederne om en vækst i bruttonationalproduktet (BNP) på en procent i årets andets kvartal.
- Det handler om også at understøtte familiernes økonomi. Det med at fremrykke offentlige investeringer er blot en del af pakken. Vi har målrettede initiativer, der vil fremme den private beskæftigelse, siger Lars Løkke Rasmussen.
Derfor mener statsministeren, at der stadig er grund til at gennemføre regeringens vækstpakke til 10,8 milliarder kroner.
Ikke mindst fordi den seneste vækst i BNP udelukkende er båret af en vækst i det offentlige forbrug. Der er fortsat et fald i den private sektor på 0,3 procent.
- Tallene er et resultat af vores krisestyring. Vi har det højeste offentlige anlægsniveau de seneste 25 år, og det er jo for at holde hånden under dansk økonomi.
- Men det handler også om at give danskerne selvtilliden tilbage. Vækstpakken skal gerne give familierne tilskyndelse til at benytte håndværkere og i det hele taget sætte forbruget lidt i vejret, siger Lars Løkke Rasmussen.
Han nævner konkret den hurtigere udbetaling af efterlønsbidraget og initiativer på boligområdet, som skal anspore til øget privatforbrug.
- Overordnet set er jeg tilfreds med, at tallene viser, at Danmark ikke har været i recession i 2011. Jeg var meget overrasket, da vi fik de foreløbige tal i sommer, for de stemte ikke med den oplevelse, jeg selv havde, siger statsministeren.
/ritzau/
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde