Løkke tager sygehuskritik til efterretning

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) tager Rigsrevisionens kritik af, at der har fundet overbetaling af privathospitalerne sted, til efterretning.

Han er dog ikke enig. Lars Løkke Rasmussen mener, at man har fået brudt det offentliges monopol på sundhedsområdet og skabt et alternativ.

- Har prisen for at få brudt det offentliges monopol været for høj. Det mener vi ikke i regeringen. Men det mener rigsrevisor, og det må jeg tage til efterretning, siger Lars Løkke Rasmussen.

Uanset at han tager kritikken til efterretning, så mener han ikke, at Rigsrevisionens argumenter er så stærke. Og regeringen kunne ikke have gjort så meget andet, mener han.

- Jeg har en grundlæggende uenighed med rigsrevisor, og den kan der nok ikke pilles meget ved, siger Løkke.

Og videre:

- Jeg mener, at rigsrevisor tager fejl, når han siger, at der lå et tilbud fra en række små sygehuse, som vi kunne have brugt. Det er jeg ikke enig i. Hvis vi havde gjort det, ville der ikke have været et reelt alternativ, siger han med henvisning til, at der skulle opbygges en vis volumen i den private kapacitet for, at det frie valg var til stede.

/ritzau/

Når Rigsrevisionen konkluderer, at de private sygehuse er blevet overbetalt, så tager statsministeren det til efterretning. Men han er ikke enig.

Offentliggjort Sidst opdateret