Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) skal torsdag aften mødes med EU-Kommissionens formand, José Manuel Barroso, i Bruxelles. Det oplyser Barroso på sin hjemmeside.
Mødet finder sted klokken 18, kort inden alle EU's stats- og regeringschefer er indkaldt til ekstraordinært topmøde. Her skal de klargøre et fælles EU-udspil på det globale G20-møde i næste uge.
Det er ikke meldt ud, hvad de to herrer skal tale om på deres møde, men Danmark og EU har længe kørt et tæt samarbejde op til klimatopmødet i december. Samtidig har Barroso, som onsdag blev genvalgt til en ny periode som kommissionsformand, løftet sløret for, at han er begyndt at diskutere mulige kommissæremner med de 27 EU-landes stats- og regeringschefer.
- Der er en uformel kontakt i gang til medlemslandenes regeringer, siger Barroso.
Der har de seneste dage været megen debat om, hvem der skal være Danmarks næste EU-kommissær. De kandidater, som oftest er nævnt, er klima- og energiminister Connie Hedegaard (K), fødevareminister Eva Kjer Hansen (V) og udviklingsminister Ulla Tørnæs (V).
/ritzau/
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker