Løkke udskyder endnu en sag før et politisk tungt efterår
Det bliver et travlt efterår for den smalle Venstre-regering, som udsætter lovbehandlingen af planloven.
Regeringen udskyder nu en liberalisering af planloven, som ellers var ventet inden for en måneds tid.
Ifølge Erhvervs- og Vækstministeriet er forventningen, at forhandlingerne falder på plads inden sommerferien, men lovbehandlingen kan først nås efter.
Det er i forvejen et politisk tungt efterår, der venter regeringen, som skal tage fat på en skattereform, pensionsreform, ejendomsvurderinger, PSO-afgiften og endelig forhandlingerne om finansloven.
Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) udskyder planloven i en redegørelse for april til Erhvervs-, Vækst- og Eksportudvalget.
- Ændring af lov om planlægning (liberalisering af planloven) forventes ikke længere fremsat i indeværende samling, lyder det.
Dermed står det ikke klart, om planloven udskydes til efteråret eller senere, da det blot fremgår, at det ikke bliver i den indeværende samling.
Forhandlingerne trækker ud ifølge Brian Weichardt, politisk redaktør på Radio24syv, hvilket får regeringen til at flytte forhandlingerne fra "det forsømte forår".
- Det betyder så, at der forsvinder endnu en ting, fra hvad man kunne kalde det forsømte forår. Det kan i stedet ryge over i den store pulje til efteråret, hvor man i forvejen forventer rigtig mange forskellige ting, der skal falde på plads, siger han.
Dermed bliver det et utroligt travlt efterår for regeringen, lyder det.
- Det bliver spændende at se, om man kommer ud på den anden side med den ensomme Venstre-regering intakt.
- Med alle de ting, der skal falde på plads om topskattelettelser, asyludgifter, 2025-plan og alle de andre ting, vi går og venter på, siger Brian Weichardt.
De første forhandlinger om planloven har allerede været i gang. Regeringen har fokus på, at ændringerne i planloven skal gavne landområderne.
Regeringen lægger blandt andet op til at tillade dobbelt så store butikker som nu. I dag sætter planloven en grænse på 1000 kvadratmeter for enkeltstående dagligvarebutikker, men det vil Venstre hæve til 2000 kvadratmeter.
Derudover vil regeringen hæve grænsen for størrelsen på dagligvarebutikker i bymidter og bydelscentre fra 3500 til 5000 kvadratmeter.
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker