Folketinget blev ikke informeret rettidigt om de konventionsstridige afslag på statsborgerskab til statsløse, konkluderer statsministeren, der vil iværksætte en uvildig undersøgelse af sagen.
Dermed kulminerer det højspændte forløb om nu tidligere integrationsminister Birthe Rønn Hornbech med både en ministerfyring og en undersøgelseskommission.
Lars Løkke Rasmussen modtog mandag aften en ventet redegørelse fra Rønn, oplyser han i en skriftlig meddelelse.
- Redegørelsen viser, at 36 statsløse personer fejlagtigt har fået afslag på at få dansk indfødsret, og at Folketinget burde have været orienteret om sagen på et væsentligt tidligere tidspunkt, end det skete, siger han.
Statsministeren noterer sig, at Rønn har beklaget og har rettet op på fejlene ved at genoptage sagerne.
- Regeringen har i lyset af de mange spørgsmål, sagen har givet anledning til, imidlertid ud fra en samlet vurdering besluttet, at der bør gennemføres en uvildig undersøgelse af sagen. Der nedsættes derfor nu en undersøgelseskommission, siger Lars Løkke Rasmussen.
Justitsministeren vil nu gå i gang med at udarbejde et kommissorium for undersøgelsen, som derefter vil blive forelagt Folketinget.
I redegørelsen fra Rønn erkender hun, at beslutningen om at ændre praksis i forhold til indfødsretten til de hjemløse skulle være "truffet på et væsentligt tidligere tidspunkt".
Embedsmænd i ministeriet har fortalt til Information, at de advarede Rønn om uregelmæssighederne i august 2008. Alligevel blev Folketinget først orienteret i januar 2010.
I redegørelsen konkluderer Rønn, at forløbet "burde have været håndteret med betydelig større hurtighed og konsekvens, således at de statsløse ansøgere ville have fået afklaret deres retsstilling helt anderledes hurtigt. At dette ikke sket, er dybt beklageligt".
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned