Løkke vækker gruppeeksamen til live igen

Regeringspartiet Venstre lægger op til et grundlæggende opgør med den linje, tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) lagde, da han i 2003 blæste til kamp mod "rundkredspædagogikken".

Hans efterfølger, statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), bekendtgør over for Politiken onsdag, at tiderne nu er til holdarbejde og tværfaglighed.

- Det er det, der gør, at vi nu renoncerer på synspunktet om gruppeeksamen, siger Lars Løkke, med henvisning til at regeringen for fem år siden skrottede den fælles eksamensform:

- Vi står ved det, vi gjorde i 2006, men vi ønsker også at være et parti, der tager pejling af, hvad der er tidens udfordring, tilføjer han.

Gensynet med gruppeeksamen er en del af et nyt uddannelsesudspil fra Venstre og gælder for ungdomsuddannelser og videregående uddannelser.

Her skal op mod halvdelen af eksaminerne kunne tages i en gruppe med individuel bedømmelse.

Og så vil statsministeren have innovation og iværksætteri på skoleskemaet allerede i folkeskolens ældste klassetrin.

Det skal ske gennem et helt nyt fag - idéudvikling - der skal ruste eleverne i konkurrencen med Indien og Kina, der i disse år opruster voldsomt på uddannelsesområdet.

- Vi er ikke født med større hjerner end i Indien eller Kina. Hvis der er noget, vi skal klare os på, bliver det evnen til at kunne sammensætte viden og bruge den i en ny form, siger Lars Løkke.

At man allerede i folkeskolen skal beskæftige sig med innovation, bliver positivt modtaget flere steder.

- Det er en meget vigtig ting, at vi fra en tidlig alder begynder at beskæftige os med, hvad det er, vi skal bruge vores viden til, siger direktør i DI Lars Goldsmith.

/ritzau/

Venstre er parat til at genoplive gruppeeksamen. Samtidig skal der innovation på skoleskemaet fremover.

Offentliggjort Sidst opdateret