- Vi kender problemet. Vi kender løsningerne. Nu er det et spørgsmål om politisk vilje.
Sådan lyder budskabet fra statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), som er fløjet til Caribien for at deltage i et topmøde i det britiske statssamfund Commonwealth. Rejsen er Løkkes sidste store klimamission før FN's klimatopmøde i København.
- Det her er en fantastisk mulighed for at nå rigtig langt ud på to døgn, siger statsministeren om sit besøg i havnebyen Port of Spain, som er hovedstaden i Trinidad og Tobago.
- Jeg er her for at understrege, at vi ikke er på jagt efter en løs politisk deklaration eller en skåltale på tre sider, forklarer Lars Løkke.
Han har noteret sig, at "den danske idé står klarere nu end for to uger siden", og han glæder sig over, at så mange lande efterhånden er kommet med konkrete udspil til fremtidige forpligtelser.
- Jeg er meget opmuntret af, at så mange lande i de seneste uger er kommet med konkrete reduktionsmål og afvigelser fra "business as usual". I dag har vi så startet diskussionen om penge på bordet, konstaterer Lars Løkke.
Han henviser til et fælles fransk-britisk udspil om en fond, der de næste tre år skal støtte udviklingslandene med 10 millioner dollar årligt i deres kamp for at tilpasse sig klimaforandringerne. Også FN's generalsekretær, Ban Ki-moon, er glad for udspillet, som allerede skulle have fået en positiv modtagelse.
- En succes i København er i sigte. Vi vil komme ud med et meget konkret fundament for en juridisk bindende aftale, forudsiger Ban Ki-moon.
Lars Løkke Rasmussen skal lørdag blandt andet diskutere klimaforandringer med gruppen af små østater.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde