Løkke: Vi vil se flere koranafbrændinger på den korte bane
Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) var fredag med på et pressemøde, hvor regeringen præsenterede, hvordan den vil forbyde offentlige koranafbrændinger.
Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
Det har gjort en forskel i udlandet, at regeringen har planer om at forbyde koranafbrændinger, siger Løkke.
Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) har varslet kolleger i udlandet, at regeringens plan om at forbyde offentlige koranafbrændinger formentlig vil føre til flere af slagsen den kommende tid.
- Jeg har brugt meget tid på at forklare det lidt paradoksale, at fordi regeringen har den her intention, så vil man på den korte bane nok snarere se flere end færre koranafbrændinger.
- Og det forstår man godt på det niveau, jeg taler med landene på, siger Lars Løkke Rasmussen på et pressemøde fredag.
Her har regeringen præsenteret sin plan for at fremsætte et lovforslag, der skal "forbyde utilbørlig behandling af genstande med væsentlig religiøs betydning for et trossamfund".
- Lovforslaget vil på den måde gøre det strafbart, hvis man eksempelvis offentligt afbrænder Koranen, Bibelen eller Toraen. Og lovforslaget vil kun sigte mod handlinger, der foretages på et offentligt sted eller med forsæt til udbredelse i en videre kreds, forklarer justitsminister Peter Hummelgaard (S) på pressemødet.
Men selv om lovforslaget ikke en gang er fremsat endnu, så har det gjort en forskel i udlandet på diplomatisk niveau, siger Lars Løkke.
- Der er jo deres egen offentlighed, som er det usikre element her og derfor også det forbehold, at der kan ske noget i situationen, der gør, at vi må speede processen op. Men det har gjort en forskel, siger han.
Regeringen vil derfor allerede fremsætte lovforslaget 1. september, så det "om nødvendigt kan behandles og vedtages inden folketingsårets afslutning". Det skriver Justitsministeriet i en pressemeddelelse.
Lovforslaget skal så efter planen genfremsættes, når den nye folketingssamling begynder i starten af oktober. Herefter skal lovforslaget behandles gennem "helt almindelig lovproces".
Det betyder, at der vil være en minimumsbehandlingstid på 30 dage fra lovforslaget fremsættes.
Over sommeren var der en række koranafbrændinger i Danmark, der tiltrak sig international opmærksomhed.
I slutningen af juli indkaldte Organisationen for Islamisk Samarbejde (OIC) 57 udenrigsministre fra overvejende muslimske lande til et hastemøde grundet koranafbrændingerne i Danmark og også Sverige.
Efterfølgende talte Lars Løkke Rasmussen også i telefon med generalsekretæren for OIC. Det skete, kort efter at det blev meldt ud, at Justitsministeriets embedsmænd skulle se på, hvordan koranafbrændinger foran udenlandske ambassader i Danmark kunne begrænses.
- Det påkalder sig stor vrede ude i verden, siger Lars Løkke fredag om koranafbrændingerne den seneste tid.
- Vi har udfoldet store bestræbelser på at inddæmme den vrede. Lige nu er situationen rimelig rolig, men også usikker og uforudsigelig.
/ritzau/
Seneste artikler
Skete for tredje gang: Betjente tog alvorlig snak med 14-årig pige
Fagforeningsformand optimistisk, men frygter konsekvenserne: Virksomheder vil have medarbejderne
Tre NFH-spillere udtaget til landsholdet
- Som at tisse i bukserne: Har fundet 184 millioner kroner i næste års budget
De kom, så - og skred igen
Mest læste artikler
Nakskov Sukkerfabrik lukker
Sukkerdirektør svarer: Hvad nu med Nakskov og Nykøbing?
Klimaminister tager afstand fra gasrør til Lolland efter lukket fabrik
Hotel Falster bliver del af Dancenter-koncern
- Et godt tidspunkt