Løkke vil finde den laveste fællesnævner for Europol
Løkke møder samtlige partier på Marienborg for lægge en køreplan for fortsat dansk deltagelse i Europol.
Nej-partierne presser på for at få lov til at sætte fingeraftryk på den danske EU-politik. Men mandagens møder på Marienborg handler ifølge værten, statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), først og fremmest om Europol.
- Formålet er at finde ud af, hvordan de enkelte partier ser på det og få den laveste fællesnævner ud af det. Jeg skal have en fornemmelse af, hvordan de enkelte partier ser på det, så kan jeg få tilrettelagt en køreplan, siger Løkke forud for møderne.
Målet er at finde ud af, hvad der skal gøres, efter at danskerne torsdag stemte nej til at omdanne retsforbeholdet til en tilvalgsordning. I spidsen for en mindretalsregering erkender Løkke, at han ikke kan udstikke kursen på egen hånd.
- Derfor er den rigtige måde at håndtere det her nej på at sætte mig i spidsen for en proces, hvor vi skal finde ud af, hvad laveste fællesnævner er. Hvad kan binde flest mulige partier sammen.
Nej-partierne Dansk Folkeparti og Liberal Alliance kræver nu at få indflydelse på den danske EU-linje. Et krav, som regeringens sidste støtteparti, ja-partiet De Konservative, godt kan se fornuften i. Men hvad mener statsministeren om det?
- Danmark er i en alvorlig og akut situation, hvor vi om godt et års tid glider ud af Europol, medmindre vi håndterer det, siger Løkke og fortsætter:
- Så kan jeg godt se, at der også er en anden diskussion, og den er også interessant - og jeg afviser den ikke, men den har ikke det akutte skær over sig.
Løkke rejser til Bruxelles fredag for at finde ud af en proces for fortsat dansk deltagelse i politisamarbejdet i Europol.
/ritzau
Seneste artikler
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse på dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet