Løkke vil udbyde flere offentlige opgaver

Stat og kommuner skal udbyde flere opgaver til private. Det offentlige udsætter kun opgaver for 90 af 370 milliarder kroner.

Det siger statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) på en erhvervskonference i Den Sorte Diamant i København for DI, Landbrug og Fødevarer, Dansk Erhverv, Finansrådet, Dansk Byggeri og Danmarks Rederiforening.

De seks organisationer efterlyser reformer af blandt andet efterløn, bedre vilkår for virksomheder og lavere offentlige udgifter. Statsministeren håber, at erhvervslivet nu går aktivt ind i den offentlige debat.

Statsministeren fastslår, at fem pejlemærker er nødvendige for at skabe vækst: For det første skal offentlige finanser være sunde. For det andet skal virksomheder få nok arbejdskraft. Derfor udfases efterlønnen, siger han.

For det tredje skal danskerne uddannes bedre blandt andet i folkeskolen. For det fjerde skal der være mere konkurrence, og for det femte skal det offentlige være effektivt, siger Løkke.

- Jeg vil lytte, men jeg deponerer ikke mine holdninger hos nogen, sagde han til erhvervsfolkene med adresse til S-SF's tætte samarbejde med LO.

Han påpeger, at krisen har gjort Kina og Indien rigere. Tre af verdens 10 største virksomheder er kinesiske.

Endvidere skal en økonomisk ansvarlig politik sikre, at renten ikke stiger, siger statsministeren.

- Vi har brug for alle virksomheder. Hvis vi kun satser på de store virksomheder, risikerer vi jobløs vækst, siger statsministeren.

Han efterlyser også eksport af dansk viden indenfor sundhed, fødevarer og velfærd. Desuden vil regeringen satse på grøn energi med en ny havvindmøllepark ved Kriegers Flak, siger Løkke.

I april fremlægger regeringen sin 2020-plan, som skal vise de økonomiske udfordringer for Danmark, forklarer han.

/ritzau/

Danmark klarer sig kun ved at føre ansvarlig økonomisk politik, siger statsminister Lars Løkke Rasmussen.

Offentliggjort Sidst opdateret