Løkke vil udsætte debat om personer i formandskabet
Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, vil nå frem til enighed om partiets linje, før han vil diskutere, hvem der skal stå i spidsen for Venstre. (Arkivfoto) Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
På et landsmøde vil Løkke tale politik før personer. Han forsøger at klamre sig til magten, mener partifælle.
Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, vil ikke acceptere, at partiets næste landsmøde i første omgang skal handle om, hvorvidt han kan beholde sin post.
I stedet ønsker Løkke, at landsmødet først fastlægger en klar politisk linje for Venstre. Det skal ske med en "politisk udtalelse", som de delegerede skal tage stilling til.
Først herefter er det relevant at diskutere, hvem der skal lede partiet, hvis det står til Løkke.
Sådan lyder det i en indstilling til partiets hovedbestyrelse og forretningsudvalg. Det skriver Jyllands-Posten.
- Jeg vil foreslå landsmødet, at vi laver en politisk udtalelse, der er mit konsoliderede bud på, hvor det er, Venstre skal være. Og så derefter bede landsmødet tage stilling.
- Vi skal vide, hvilken politisk linje der er blevet lagt. Og med den kan vi så tage stilling til, hvem der skal føre den linje, siger Lars Løkke Rasmussen til Jyllands-Posten.
Venstre er havnet i uro, og dele af baglandet samt enkelte medlemmer af Folketinget har bedt Løkke og næstformand Kristian Jensen (V) om at gå af.
Mest opsigtsvækkende har Region Midtjylland offentligt udtrykt mistillid til formandskabet.
De bør overlade ledelsen til nye kræfter inden landsmødet, som Løkke og Jensen selv foreslår fremrykket til 21. september.
Sådan lyder det i en indstilling til partiets hovedbestyrelse og forretningsudvalg.
Løkke har dog afvist at gå af, mens Kristian Jensen venter med at udtale sig. Den "politiske udtalelse" er Løkkes forsøg på at få det til at handle om politik og ikke personer.
Medlem af hovedbestyrelsen og formand for Venstre i Aarhus Kommune Susanne Green ønsker en omvendt rækkefølge.
- Der skal ro på personspørgsmålene, og så kan vi tale politik, siger Susanne Green til avisen.
Jan Gade, der er formand for Venstres kommuneforening i Odder, mener, at Løkkes nye procedureforslag er et forsøg på at "klamre sig til magten".
- Vi har gang på gang hørt Løkke sige, at det er formanden, der skal lægge den politiske linje. Hvis det er det, er vi nødt til at vide, hvem der er formand, inden vi diskuterer den politiske linje, siger Jan Gade til avisen.
Seneste artikler
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse på dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet