Løkkes farvel giver udvandring i Venstre Odense Nord
Lars Løkke Rasmussens farvel som formand har ført til et eksodus i Venstres lokalforening Odense Nord. Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
At Lars Løkke Rasmussen (V) ikke fik et almindeligt landsmøde, har ifølge Fyens sendt flere lokale aktive væk.
Halvdelen af bestyrelsen i Venstres lokalforening Odense Nord har trukket sig efter Lars Løkke Rasmussens afgang som formand.
Det skriver Fyens Stiftstidende.
- Jeg er færdig med Venstre. Jeg er stadig liberal, men jeg er færdig med Venstre. Man kan simpelthen ikke behandle en mand på den måde.
- Det er uværdigt, siger tidligere formand og nuværende medlem af bestyrelsen i Venstre Odense Nord, Jan Radoor, til Fyens.
Ifølge avisen har også formanden, Tom Kallehauge, og kasserer Conny Gade trukket sig fra bestyrelsen i Venstre Odense Nord. Dermed har omkring halvdelen af bestyrelsen forladt den.
Jan Radoor fortæller til Fyens, at det er måden, Lars Løkke Rasmussen forlod partiet på, der har sendt ham væk.
Lars Løkke Rasmussen valgte selv at trække sig efter 10 år som formand for Venstre, da hovedbestyrelsen på et møde lørdag gjorde det klart, at man ville indkalde til et ekstraordinært landsmøde kun med valg af formand og næstformand på dagsordenen.
Lars Løkke Rasmussen ønskede et almindeligt, men fremrykket landsmøde, så han kunne præsentere sin politiske linje inden et valg om formandsposten.
- Det er ikke så meget det, at Venstre nu skal have en ny formand. Det er måden, det er sket på, som gør, at jeg har mistet al tillid til rigtig mange medlemmer af partiet.
- Dem kan jeg altså ikke stå på et landsmøde og se i øjnene. Jeg stoler simpelthen ikke på dem, siger Jan Radoor til Fyens.
Ifølge sin hjemmeside har Venstre 374 vælgerforeninger.
Oven på, at Lars Løkke Rasmussen trak sig som formand, trak Kristian Jensen sig som næstformand for Venstre.
Dermed skal en helt ny ledelse i partiet på plads inden det ekstraordinære landsmøde, der bliver afholdt omkring den 21. september.
Jakob Ellemann-Jensen, politisk ordfører, er af mange Venstre-folk blevet nævnt som et godt bud på partiets næste formand.
Seneste artikler
Forbund advarer om alvorlige SFO-besparelser
- Der er sprængstof i den sag her
Langholt-lukning: Det gør Lolland Kommune nu
Spærring af bro forlænget med en måned: Her er årsagen
Det, han så som dreng, fulgte ham resten af livet
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker