Løkkes nye værdikamp helt forventet

Det er helt som forventet, at statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) angriber værdikampen fra en anden vinkel end sin forgænger Anders Fogh Rasmussen.

Det siger forfatterne til de to grundige politiske biografier, der er skrevet om Lars Løkke Rasmussen.

I forbindelse med regeringens plan for at løse problemer i ghettoområder har Løkke slået fast, at han vil føre værdikamp på gadeplan, hvor han fokuserer på at løse konkrete problemer frem for at kaste sig ind i en mere overordnet og principiel debat.

- Det er Løkke-classic, hvor de store brede formuleringer i stedet bliver gjort til noget lavpraktisk. Siden han blev landsformand for VU i 1986, har han i virkeligheden været enorm let at læse som politiker, og det er sådan her, han altid har ageret, siger Niels Krause-Kjær, forfatter til bogen "Lars Løkke - Et portræt af Danmarks statsminister".

Valgforsker Sigge Winther Nielsen fra Københavns Universitet har været med til at skrive den politiske biografi "Projekt Løkke". Her fremgår det, at Lars Løkke Rasmussen ikke var vild med de stramninger på udlændingeområdet, der var med til at sikre Venstre statsministerposten i Danmark.

Derfor er forfatteren heller ikke overrasket over, at Løkke trækker værdikampen i en anden retning.

- Løkke er ikke en politiker, der taler om os og dem, og det undgår han ved at være mere konkret om de enkelte problemer. Så bliver det meget mere praktisk i stedet for følelsesladet, siger Sigge Winther Nielsen.

Han vurderer, at Fogh og Løkke grundlæggende arbejder i hver sin ende i det politiske arbejde, og det kommer nu til udtryk i værdipolitikken.

- Fogh arbejdede meget i indgangen til politik og holdt store taler. Løkke arbejder ved udgangen med hænderne i maskinrummet og på gadeplan. Løkke har et hamrende jordnært syn på politik, og hvorfor skulle det ikke også gælde værdipolitik, siger Sigge Winther Nielsen.

/ritzau/

Forfattere til biografier om statsministeren siger, at, Løkkes jordnære værdikamp passer helt med hans fortid.

Offentliggjort Sidst opdateret