Løkkes plan deler danskerne

Danskernes tro på, at statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) med regeringens 2020-plan har anvist den rigtige vej ud af krisen er noget lunken, skriver Berlingske.

Dagen efter, at regeringen fremskrev et hul i statskassen på 47 milliarder kroner i 2020, svarer 41 procent af danskerne, at de bakker op om regeringens plan om at afskaffe efterlønnen, udskyde pensionsalderen og indføre et budgetloft.

Et flertal på 45 procent er dog imod viser en helt ny Gallup-måling.

- Det viser med al tydelighed, at danskerne ikke tror på Lars Løkke Rasmussens ord om, at der kun er én vej ud af krisen, siger Mette Frederiksen, næstformand hos Socialdemokraterne til Berlingske.

- Danskerne ved godt, at vi står i en alvorlig økonomisk situation, men der er ikke opbakning til regeringens sparevej, fortsætter hun.

Hos Venstre ser politisk ordfører Ellen Trane Nørby mere lyst på danskerne modtagelse af 2020-planen, som regeringen indleder forhandlinger om fredag.

- Jeg synes faktisk, at der er en høj reformbevidsthed i befolkningen. Det er en stor opbakning, når I har spurgt direkte til reformerne i 2020-planen. De er jo ikke et mål, men et middel til at sikre velfærd, velstand og vækst, siger Ellen Trane Nørby til Berlingske.

/ritzau/

Et flertal af vælgerne er modstandere af regeringens 2020-plan, viser ny måling.

Offentliggjort Sidst opdateret