Løkkes råd med robotsnak skal fortsætte sit arbejde
Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og Disruptionrådet mødtes torsdag på Marienborg. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Disruptionrådet fremlagde torsdag rapport, og regeringen har besluttet, at rådets arbejde fortsætter.
Efter timevis af drøftelser, analyser og forslag til, hvordan danske virksomheder og danskerne er bedst rustet til fremtidens arbejdsmarked, fremlagde Disruptionrådet torsdag sin rapport.
Rådet har siden 2017 diskuteret de muligheder, som ny teknologi bringer med sig. Heriblandt brugen af robotter.
Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) har stået i spidsen for rådet som formand.
Og regeringen ønsker, at rådet fortsætter sit arbejde. Det sker med et årligt møde fremover. Det siger Løkke torsdag efter rådets niende møde.
- Vi skal kæmpe for, at Danmark fortsat skal forblive et rigt samfund, og at alle kan følge med, siger Løkke og tilføjer, at "ingen skal efterlades på perronen".
Derfor er det ifølge Løkke vigtigt, at rådet fortsat mødes for at følge op på det arbejde, der er sat i gang.
Til meldingen om, at ingen skal efterlades på perronen, siger Lizette Risgaard, formand for Fagbevægelsens Hovedorganisation:
- Vi er ikke i mål med at få alle med. Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg er bekymret for, at I (regeringen, red.) skærer i uddannelse.
Diverse virksomheder og eksperter samt arbejdsmarkedets parter er en del af rådet. Heriblandt Lizette Risgaard. Rådet er udpeget af regeringen.
Også Dansk Arbejdsgiverforening sidder med. Her konstaterer den administrerende direktør, Jacob Holbraad, at fremtiden ser lys ud for det danske arbejdsmarked.
Danske virksomheder og deres medarbejdere er dygtige til at omstille sig og håndtere den nye teknologi, der dukker op.
- Globaliseringen har været rigtig god for Danmark, fordi vi er dygtige, veluddannede og omstillingsparate.
- Det skal vi holde fast i, og vi skal sikre, at arbejdsstyrken også i fremtiden er kendetegnet ved up-to-date kvalifikationer og relevant viden. Det er et fælles ansvar, siger Jacob Holbraad i en pressemeddelelse.
Indtil videre konkluderer rådet blandt andet, at det danske arbejdsmarked skal være omstillingsparat og klar til at omfavne ny teknologi.
Danske virksomheder og den offentlige sektor skal desuden være digitale frontløbere.
Hos Dansk Erhverv mener administrerende direktør, den tidligere minister Brian Mikkelsen, ligeledes, at dansk erhvervsliv står godt rustet i forhold til fremtidens digitale omstilling.
- Vi står stærkt i Danmark. Vi har dygtige og innovative virksomheder, siger Brian Mikkelsen i en pressemeddelelse.
Seneste artikler
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde