Lars Løkke Rasmussens (V) rådgiver Mikael Børsting erkender nu, at han har holdt tæt kontakt til den omstridte spindoktor Peter Arnfeldt om Helle Thorning-Schmidts (S) skattesag.
Det skriver Berlingske.
I tiden op til, at Skat frikendte Helle Thorning-Schmidt i efteråret 2010, mødtes Mikael Børsting, der dengang var pressechef i Venstre, med daværende skatteminister Troels Lund Poulsens (V) særlige rådgiver Peter Arnfeldt, hvor skattesagen var på dagsordenen.
- Vi har jo haft vores møder, og vi har sikkert vendt de sager, som har kørt i pressen i forhold til skatteeksperter, som har udtalt dit, dut og dat i forhold til skattesagen.
- Det var en offentlig sag i Venstre, og det må jeg selvfølgelig også stå ved. Vi kørte den sag, fordi vi syntes, at det var en sag, siger Mikael Børsting til Berlingske.
Mikael Børsting understreger samtidig, at han "aldrig har talt med Peter Arnfeldt om personfølsomme oplysninger i Thornings skattesag", ligesom han fastslår, at han ikke har talt med Peter Arnfeldt, efter at Skat frikendte den socialdemokratiske formand.
På avisens spørgsmål om, hvad de to talte om, lyder svaret:
- Jeg tror ikke, vi kommer det nærmere.
Som pressechef i Venstre var det Mikael Børsting opgave at "klæde" blandt andre Venstres daværende politiske ordfører Peter Christensen på.
Peter Christensen kritiserede længe den nuværende statsminister hårdt for at lave "skattespekulation". Angreb, han fortsatte med, selv om Skat frikendte den socialdemokratiske formand.
Møderne mellem Mikael Børsting og Peter Arnfeldt vækker opsigt hos de øvrige partier i blå blok. Både Dansk Folkeparti og Liberal Alliance mener, at de må undersøges af den kommende undersøgelseskommission.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned