Det mener borgmesteren i udkantskommunen Lolland, der er positiv over for De Radikales indspark til den kommende førtidspensionsreform.
- Jeg mener i bund og grund, at det er et godt forslag. Jeg vil håbe, man kan gøre, så færre unge kommer på førtidspension. Det her kan måske være med til, at man sætter mere ind med forebyggelse i kommunerne.
Det siger Stig Vestergaard, borgmester i Lolland Kommune.
De Radikale ønsker at ændre loven, så man fremover skal have sin førtidspension fra den kommune, som tildelte førtidspensionen i første omgang.
I dag skal den oprindelige kommune udbetale førtidspensionen i minimum fem år, men hvis borgerne så flytter, er det den nye kommune, der står med regningen.
Jyllands-Posten kunne torsdag fortælle, at blandt andet Lolland Kommune har dobbelt så mange førtidspensionister som landsgennemsnittet - og mindst hver femte er tilflytter.
Alligevel tvivler Stig Vestergaard på, at forslaget vil være en økonomisk gevinst for kommunen.
- Vi har ikke noget belæg for at sige, at der er flere på overførselsindkomst, der flytter til end fra, siger han og fortsætter:
- Hvis man virkelig skal hjælpe de kommuner, der har mange på overførselsindkomster, så må man lave en bedre udligning kommunerne imellem, så det sociale indeks tæller meget mere, end det gør i dag.
Det sociale indeks er en opgørelse over, hvor mange af kommunens borgere der har behov for social støtte. Ifølge Stig Vestergaard ligger Lollands 64 procent over landsgennemsnittet.
Socialdemokraterne og SF er begge umiddelbart positive over for De Radikales forslag, som vil blive drøftet under forhandlingerne om den nært forestående reform af førtidspensionen.
/ritzau/
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker