Lolland skal satse på uddannelse og erhverv

Foto: Liberal Alliances spidskandidat i Lolland Kommune, Jan Czajkowski.

Det mener Liberal Alliances borgmesterkandidat Jan Czajkowski

Offentliggjort Sidst opdateret

Lolland Kommunes tre vigtigste indsatsområder i de kommende fire år er erhvervssatsning, gode uddannelsessteder og værn om kommunens smukke naturområder.

Det er budskabet fra Liberal Alliances borgmesterkandidat Jan Czajkowski.

- Kommunen bør bevidst satse på udviklingen indenfor bæredygtig, vedvarende energi. Det er her mange af fremtidens arbejdspladser ligger, men det er også vigtigt med gode, lokale uddannelsessteder, hvis vi ønsker at tiltrække næste generation Lolland-borgere, siger Jan Czajkowski.

Han er selv tilflytter, og både han og hans familie er stolte af nu at bo på Lolland.

Et af hans mottoer er, at man skal kigge frem og ikke tilbage. Derfor vil han ikke, hvis det var muligt, ændre på nogen af de beslutninger det nuværende byråd har taget, men hvad det kommende byråd angår opfordrer han til en så bred konstituering som overhovedet muligt.

I sin spæde ungdom var Jan Czajkowski faktisk DSU’er, men han endte som liberalist, og en af de lokale politikere han værdsætter og sætter højt er venstres Hans Ole Sørensen.

- Mener du, at kommunerne bør have større selvbestemmelse og mere i tilskud fra staten?

- Hvis lokalpolitik skal have mening bør kommunerne helt klart have mere selvbestemmelse.

- Synes du, det er en god idé at overdrage kloakker og kommunale vandværker til private investorer?

- Ja, kommuner skal i større grad kunne fokusere på sine kerneområder, siger Jan Czajkowski.

Jan Czajkowski har i den seneste tid brug meget tid på det politiske arbejde.

- Men det er svært helt at gøre op. Jeg interesserer mig meget for det politiske, og følger med så godt jeg kan. Jeg håber naturligvis også, at jeg får chancen og at vælgerne stemmer Liberal Alliance ind i Lolland byråd, siger Jan Czajkowski.