Lollik rapporterer om Obama-sejr

Det amerikanske præsidentvalg endte med en sejr til den siddende præsident, Barack Obama. Men det var ikke en overbevisende sejr, fortæller Emil Lee Madsen, der kommer fra Søllested og i en måned har dækket valget for blandt andet Radio24syv.

- Det paradoksale er jo, at Mitt Romney står til et højere antal samlede stemmer. Men fordi der skal et vist antal valgmænd til i hver delstat, så ender Obama med at vinde, fortæller Emil Lee Madsen fra Ohio i USA.

Ifølge Emil Lee Madsen tildeles staterne valgmændene på baggrund af, hvor mange indbyggere, staterne har.
- Det vil sige, at en delstat, hvor er bor mange mennesker som eksempelvis Texas eller Californien, har tilsvarende mange valgmænd og tilsvarende større indflydelse på, hvem der skal være den næste præsident, lyder forklaringen på det komplicerede amerikanske valgsystem fra Emil Lee Madsen, der er uddannet i amerikanske studier fra Syddansk Universitet.

Under sin måned lange rejse tværs gennem USA har den tidligere lollik også måttet sande, hvor komplekst og mærkværdigt et land, USA er.
- Jeg startede jo turen ud på vestkysten ved San Fransisco, hvor alle er helt vilde med Obama. Derefter bevægede jeg mig ind i landet, hvor folk er en smule mere konservative. Til sidst endte jeg i sydstaterne, hvor de slet ikke kan udstå Obama. Selvom valget er et stort mediecirkus, har det også været interessant at følge, slår Emil Lee Madsen fast.

Selv har han da også trykket vicepræsident Joe Bidden i hånden og deltaget i flere politiske stormøder. Så sent som i går deltog han i et møde med Barack Obama.
 
 
Det er Radio SydhavsØernes Henrik Westergaard, der har talt med Emil Lee Madsen.

Foto: AP Photo

Offentliggjort Sidst opdateret