Lomborg hænger Thorning ud i britisk avis

Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) afviser miljødebattør Bjørn Lomborgs påstande i en britisk avis. Her siger Lomborg, at statsministeren egentlig sympatiserer med hans tanker, men af politiske grunde er nødt til at kritisere ham offentligt.

I dagbladet The Guardians miljøtillæg, The Ecologist, gengiver Lomborg en ordveksling, han angiveligt har haft med statsministeren.

Anledningen er, at han til sommer må lukke sit Copenhagen Consensus Center på grund af manglende sponsorer. Den ny regering har som lovet strøget bevillingen på ni millioner kroner på finansloven 2012.

- Jeg sagde: "Jeg vil frygtelig gerne vise dig, hvorfor Copenhagen Consensus er en god idé". Hun så på mig og sagde: "Det er formentlig rigtigt, Bjørn, men jeg får langt større udbytte ud af at kritisere dig", fortæller Lomborg til guardian.co.uk.

Fra Statsministeriet er beskeden entydig:

- Statsministeren afviser fuldstændig, at hun skulle have sagt sådan, og hun har ikke yderligere kommentarer.

Lomborg fik en særbevilling på finansloven under Fogh-regeringen. Siden er der bevilget over 140 millioner skattekroner til ham og de institutioner, han har været tilknyttet. Men med den ny regering er bevillingen sløjfet fra 2012.

Den danske miljødebattør er blevet kendt som klimaskeptiker, der mener, at CO2-reduktioner er spild af penge. Han hævder, at han er offer for en politisk vendetta efter regeringsskiftet.

Ifølge The Guardian frygter Lomborg, at det bliver vanskeligt at finde nye sponsorer inden juli 2012, hvor pengene slipper op. Mange tror, at han er finansieret af olieselskabet Exxon, men det har intet på sig, understreger han.

Da det stod klart i november, at den ny regering havde fjernet støtten til Lomborg, sagde han til Ritzau, at det var en dårlig forretning for Danmark at spare de ni millioner kroner.

- Vi prøver at rådgive regeringen om at undgå en fejlagtig klimapolitik, hvor man kan komme til at spilde 175 milliarder kroner, sagde Lomborg.

/ritzau/

Helle Thorning tror egentlig på Lomborgs projekt, siger han til en britisk avis. Statsministeren dementerer.

Offentliggjort Sidst opdateret