Klima- og energiminister Lykke Friis (V) har pakket riven sammen igen, efter at hun i sidste uge langede ud efter sin partikollega Thor Pedersen med den.
Den tidligere finansminister og nuværende formand for Folketinget havde udtrykt skepsis over for klimadebatten, som han mener antaster den personlige frihed.
Søndag udfordrede Thor Pedersen så igen den officielle venstreholdning, da han deltog i den "alternative klimakonference", arrangeret af en række klimaskeptikere.
Det får dog ikke Lykke Friis til på ny at tage et opgør med venstrekollegaen.
- Han har sagt det meget fint selv, det er et spørgsmål om ytringsfrihed. Der foregår en konference om alternativ klimaforskning, og man kan ikke kritisere folk for at lade sig oplyse, siger hun til Ritzau.
Lykke Friis' forsvar for Venstres grønne linje blev i sidste uge tolket som hendes første store opgør med medlemmer i folketingsgruppen.
Eksperter har sagt, at det sandsynligvis blot bliver et af mange, men Thor Pedersens nyeste påfund får ikke Lykke Friis til at lufte offentlig kritik.
Hun afviser desuden, at det sender forvirrende signaler, at Folketingets formand som et fremtrædende medlem af regeringspartiet, der er vært for COP15, deltager i klimaskeptikernes konference.
Det kan de lande, der er i Danmark for at forhandle en international klimaaftale på plads, godt adskille, lyder det.
- Det tror jeg, folk tager helt afslappet. Der er ingen tvivl om, hvad den danske holdning er, hvad den danske regering mener og om hvem, der forhandler på Danmarks vegne, siger Lykke Friis.
/ritzau/
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker