Ligestillingsminister Lykke Friis (V) har kastet sig ud i en europæisk kamp mod kønskvoter.
På et ministermøde i Bruxelles har ministeren forsøgt at samle en koalition af lande, som går imod EU-Kommissionens spirende tanker om at lave deciderede kønskvoter, hvis virksomhederne ikke selv henter flere kvinder ind i bestyrelserne
- Kvoterne sætter fokus på det forkerte K - nemlig køn før kvalifikationer. Når vi nu skal ud og konkurrere mod Kina og flere, så skal man jo stille med det bedste hold, siger Lykke Friis, som foreløbigt har fået opbakning fra blandt andre Holland, Sverige og Storbritannien.
På mødet holdt EU's kommissær med ansvar for ligestilling, Viviane Reding, dog fast på den linje, hun lagde frem, da hun for en måned siden fremlagde en ny ligestillingsstrategi for unionen.
Her åbnede kommissæren for første gang døren på klem for kønskvoter på EU-plan. Hvis ikke erhvervslivet viser fremskridt inden for to år, kan kønskvotering komme på tale, lød budskabet.
- Selskaberne burde selv klare det, og der er mange, som går i den rigtige retning. Men hvis ikke selvregulering lykkes, må vi træffe foranstaltninger, der får kvinder ind i bestyrelser og ledelser, sagde Viviane Reding.
Tal fra EU-Kommissionen viser, at kun én ud af 10 bestyrelsesmedlemmer i EU er kvinder, og at kvinder kun sidder på tre procent af posterne som bestyrelsesformand.
I Danmark er 19 procent af bestyrelsesmedlemmerne kvinder. Oppositionen har tidligere foreslået, at minimum 40 procent af alle bestyrelsespladser skal besættes af kvinder.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned