Lykketoft: Sæt mere gang i økonomien

Folketingets formand - og tidligere finansminister - Mogens Lykketoft (S), gør sig nu til fortaler for, at Danmark og de øvrige nordeuropæiske lande lemper finanspolitikken og sætter "meget mere" gang i økonomien.

Offentliggjort Sidst opdateret

- Jeg mener, at Nordeuropa - som Danmark også er en del af - er lande, som trods alt er mindst ramt af krisen og har mulighed for, hvis vi er enige om det, at sætte meget mere gang i vores egen økonomi, siger Mogens Lykketoft til TV2.

- Jeg forstår godt, at regeringen er bange for, at hvis man gør en hel masse ekstra på egen hånd, så kan der ske et skred i renten, som kan ødelægge det hele, siger han.

- Men det er ikke noget argument imod at tage diskussionen om, at Europa som sådan må prøve at lære noget af, hvad man gør andre steder i verden, lyder det fra den tidligere finansminister.

Udmeldingen om at lempe finanspolitikken og sætte mere gang i hjulene kommer efter, at statsminister Helle Thorning-Schmidt har understreget, at der nu er "styr på økonomien", og både Thorning og økonomiminister Margrethe Vestager (R) har talt imod at åbne statskassen yderligere:

- Før skred budgetterne. Det gør de ikke mere. Det sikrer en lav rente. Og dermed private arbejdspladser, sagde Helle Thorning-Schmidt i sin tale ved Folketingets afslutningsdebat.

Mandag måtte regeringen nedjustere forventningen til væksten i 2013 til 0,5 procent, og tirsdag var vismændene endnu mere pessimistiske med en forventning om en vækst på blot 0,25 procent i år.

På den baggrund anbefalede vismændene, at regeringen lemper finanspolitikken med op til 12 milliarder næste år.

Men regeringen har allerede aftalt en stor vækstpakke til 90 milliarder i foråret, lød det fra statsministeren.

/ritzau/