Magtpartier låser hinanden i fremtidige kommuneaftaler
Pressemøde efter aftale om udligningsreform i Finansministeriet i København. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Philip Davali/Ritzau Scanpix
Socialdemokratiet og Venstre giver håndslag på, at de ikke vil indgå i et nyt udligningsforlig uden den anden.
De to traditionelle magtpartier har givet håndslag og binder hinanden fremover. Det står tirsdag klart ved præsentationen af en ny milliardaftale om omfordeling mellem kommunerne for at sikre borgernes ens velfærd.
Således er regeringspartiet Socialdemokratiet og Venstre tirsdag enige om, at de ikke en gang i fremtiden vil lave en ny aftale om kommunal omfordeling, uden at det andet parti er med.
- Det er en forankring hen over den politiske midte og er en markant nyskabelse af rammerne for vores kommuner.
- Det gør, at når man skal lægge budgetter, kan man gøre det i tillid til, at uanset om der sidder en blå eller en rød regering, så er der tryghed om den grundlæggende ramme, siger finansminister Nicolai Wammen (S).
Dermed bliver det fremover meget svært at lave en reform af det system, der er justeret tirsdag, uden at de to partier begge er med.
I denne folketingssamling har de to partier tilsammen 90 mandater, hvilket er et flertal. Det er samtidig partier som tilsammen sidder på langt størstedelen af borgmesterposterne rundt om i landet.
Samlet omfordeler systemet for udligning hvert år mange milliarder kroner mellem kommunerne for at sikre, at borgerne oplever nogenlunde samme velfærd, uanset om de bor i en rig eller fattig kommune.
- Socialdemokratiet og Venstre er de to store kommunalpartier, og vi har haft ekstra meget tid sammen på det seneste, fordi vi skulle bøje os mod hinanden, så vi kunne lave en aftale som ikke bare kunne stå under en socialdemokratisk regering.
- Det er noget af det, der er styrken ved det, vi har lavet ud over indholdet, hvor vi flytter fra de mest velhavende kommuner til dem, der har mindre, siger Nicolai Wammen.
Det er positivt, at de to magtpartier låser hinanden, mener også Venstre.
- Det skaber tryghed for kommunerne. Det gør samtidig også udligningsreformen stærk og holdbar, siger politisk ordfører Sophie Løhde (V).
Aftalen har karakter af et forlig. Det fremgår af en tillægsaftale til selve aftalen om kommunal udligning.
- Justeringer og konsekvensændringer af udligningssystemet, der sigter på at neutralisere udligningsmæssige konsekvenser som følge af ændringer på andre områder er ikke omfattet af forliget, står der videre.
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker