Socialdemokraternes formand, Helle Thorning-Schmidt, bliver Danmarks første kvindelige statsminister. Det viser den første valgstedsmåling foretaget af TV2.
I målingen får rød blok bestående af Socialdemokraterne, SF, Enhedslisten og De Radikale 93 mandater, mens blå blok bestående af Venstre, De Konservative, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance får 83 mandater.
Kristendemokraterne kommer ikke i Folketinget.
Socialdemokraterne bliver ifølge valgstedsmålingen Danmarks største parti med 44 mandater, mens Venstre bliver det næststørste parti med 43 mandater.
Liberal Alliance bliver Folketingets mindste parti med ni mandater, og dermed slipper Lars Barfoed og De Konservative for den ydmygelse med deres 10 mandater.
I rød blok kan Villy Søvndal (S) glæde sig over, at SF trods en usikker valgkamp står til at blive større end De Radikale, som har været valgets store overraskelse. SF får i valgstedsmålingen 19 mandater, mens De Radikale får 17.
På yderfløjene får Dansk Folkeparti 23 mandater, mens Enhedslisten får et flot valg med 10 mandater.
Valgstedsmålinger regnes normalt for mere sikre end de meningsmålinger, som danskerne hidtil har kunnet se i valgkampen.
Valgstederne lukker dog først klokken 20, og valgets resultat ventes først at være på plads omkring klokken 23 i aften.
Hvis resultatet fra valgstedsmålingen holder, vil det betyde et regeringsskifte efter 10 år med VK-regeringer ledet af først Venstres Anders Fogh Rasmussen og siden statsminister Lars Løkke Rasmussen (V).
En valgstedsmåling er en stikprøveundersøgelse, hvor vælgere bliver spurgt om, hvordan de har stemt umiddelbart efter, at de forlader valgstedet.
Vælgerne bliver med andre ord ikke spurgt om, hvordan de har tænkt sig at stemme, som i almindelige meningsmålinger, men hvordan de rent faktisk har stemt.
TV2 har spurgt 5000 vælgere. Ifølge Megafons direktør er der en usikkerhed på to procent i målingen.
/ritzau/
Seneste artikler
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde