Målinger tyder på at Alternativet og DF begge kommer ind
Dansk Folkeparti ser ifølge valgstedsmålinger ud til at være kommet i Folketinget, og dermed kan Peter Kofod, der i dag er medlem af EU-parlamentet, måske få en plads i Folketinget. Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
Både Dansk Folkeparti og Alternativet har ifølge valgstedsmålinger kurs mod en valgperiode mere i Folketinget.
Ifølge valgstedsmålinger fra DR og TV 2 får både Dansk Folkeparti og Alternativet over to procent af stemmerne. Hvis det bliver til virkelighed, er de to partier sikret mod at ryge ud af Folketinget.
Meningsmålinger op til valgdagen har ellers vist, at begge partier har ligget i nærheden af de to procent af stemmerne.
En valgstedsmåling adskiller sig fra en almindelig meningsmåling ved, at vælgerne er blevet spurgt, efter at de har placeret krydset. Dermed har de ikke haft mulighed for at ombestemme sig.
Alternativet står i DR's og TV 2's valgstedsmålinger til henholdsvis 3,9 og 3,5 procent.
Dansk Folkeparti står til 2,5 procent af stemmerne i DR's valgstedsmåling, mens partiet står til 2,9 procent i TV 2's valgstedsmåling.
De to partier kommer fra to forskellige udgangspunkter. Dansk Folkeparti fik ved folketingsvalget i 2015 over hver femte stemme og var det største parti i den borgerlige blok.
Siden da har partier dog oplevet en svindende opbakning, og ved folketingsvalget i 2019 blev partiet mere end halveret.
Partiets finansordfører, René Christensen, giver over for TV 2 udtryk for lettelse. Om udsigten til over to procent siger han:
- Vi har desværre også haft målinger, der har heddet 1-komma-noget.
- Så det er bestået, men det er ikke prangende.
Ifølge TV 2 står partiet til at få fem medlemmer, mens DR's måling giver partiet fire mandater.
Alternativet har tilbragt store dele af valgperioden et godt stykke under de to procent. Partiet oplevede også, at fire ud af fem folketingsmedlemmer forlod partiet for at stifte et nyt parti: Frie Grønne.
Frie Grønne står i begge de to tv-stationers valgstedsmålinger til ikke at komme ind.
Alternativet fik tre procent af af stemmerne i 2019, hvilket betyder, at hvis de to tv-stationers valgstedsmålinger holder stik, er der tale om en fremgang.
I begge de to målinger står Alternativet til at få syv pladser i Folketinget.
/ritzau/
Seneste artikler
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
"Alternativet var, at historien var blevet ufortalt og stadig havde befundet sig i mørket"
Christian fortsatte med at slå stikkeren, der lå forsvarsløs på jorden, mens kvinden slog ham på ryggen...
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker