Målinger viser at blå blok taber valget
Blå blok anført af Venstre står til at tabe valget. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Blå blok står til at tabe folketingsvalget. Det viser de første valgstedsmålinger fra DR og TV2.
I 2015 sikrede blå blok sig flertallet, men det ser ikke ud til at gentage sig i år.
Blå blok taber folketingsvalget, viser de første valgstedsmålinger fra DR og TV2, umiddelbart efter at valgstederne er lukket klokken 20.
Valgstedsmålingerne bliver udarbejdet på baggrund af interview ved valgstederne med vælgere, der oplyser, hvad de har stemt.
Dermed flugter valgstedsmålingerne med de seneste måneders meningsmålinger, som har vist det samme.
Ifølge DR's valgstedsmåling får rød blok 90 mandater, og det er uden Alternativet regnet med. Ifølge samme valgstedsmåling står blå blok - minus Nye Borgerlige - til 75 mandater.
Ifølge TV2's valgstedsmåling får blå blok 79 mandater. Her er Nye Borgerlige talt med. Hos TV2 viser valgstedsmålingen 91 mandater til rød blok. Det er uden Alternativets mandater.
Begge valgstedsmålinger viser ellers fremgang til to regeringspartier - Venstre og De Konservative.
Til gengæld går Liberal Alliance - det tredje regeringsparti - tilbage i begge målinger. Men det er især Dansk Folkeparti, som trækker blå blok ned. DF står til at blive mere end halveret.
I begge valgstedsmålinger står DF til at få under 10 procent af stemmerne. I DR's måling 9,8 og i TV2's 9,9. Ved 2015-valget fik DF 21,1 procent af stemmerne.
DF's gruppeformand, Peter Skaarup, er skuffet over valgstedsmålingerne.
- Vi havde gerne set et bedre resultat, men lad os nu se valgresultatet, siger han.
- Det er klart, vi skal snakke om, hvorfor det er gået sådan, men der er kun lige akkurat stemt, og der er ikke talt stemmer op endnu.
Politisk ordfører Britt Bager (V) konstaterer, at hun er glad for, at Venstre står til at gå frem.
Både De Radikale og De Konservative står ifølge valgstedsmålinger til at blive omtrent fordoblet.
De Radikale ligger til at få 16 mod de nuværende 8 mandater i DR's valgstedsmåling, mens det hos TV2 er 15 mandater. De Konservative står til 11 mandater hos både DR og TV2. De Konservative har seks mandater lige nu.
Socialdemokratiet står som ventet til at blive det største parti igen.
Der er en vis usikkerhed forbundet med valgstedsmålinger. De kan være geografisk skæve, og de tager ikke højde for kredsmandater.
Kredsmandaterne kan betyde, at partier, der ikke klarer spærregrænsen, alligevel bliver repræsenteret i Folketinget.
Seneste artikler
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker