Malou kan tjene 800.000 på valg-trick

Venstres Malou Aamund har gode chancer for at hæve ekstra løn i Folketinget på næsten 800.000 kroner, betalt af skatteyderne - selv om hun forlader Folketinget for at blive direktør i Microsoft, skriver B.T.

Aamund oplyste i går, at hun 1. februar tiltræder en stilling som salgsdirektør i Microsoft Danmark - men hun meddelte samtidig, at hun beholder sit sæde i Folketinget frem til den 5. juni.

Med denne manøvre har Aamund ganske betragteligt øget sine muligheder for at kunne få udbetalt præcis 592.911 kroner - det svarer til et års grundløn for et medlem af Folketinget - i såkaldt "eftervederlag", oveni sin gage fra Microsoft. Dertil kommer fire måneders ekstra løn for at "sidde" i Folketinget - uden at sidde der - fra februar, marts, april og maj. Det er omkring ekstra 200.000 kroner.

Ifølge reglerne kan Malou Aamund få udbetalt ét års Folketings-løn, selv om hun har indtægt fra et andet job - men pengene udbetales kun, hvis hun forlader Folketinget i forbindelse med et valg. Med andre ord ville hun ikke få en klink, hvis hun forlader Folketinget allerede 1. februar.

Ved at udskyde den formelle afgang til juni er der en pæn chance for, at Lars Løkke Rasmussen (V) har udskrevet valg - og Malou Aamund kan så få sine penge.

- Det ville klæde Malou Aamund at træde ud, når hun ikke længere vil være politiker. Det synes jeg Venstre skulle tage en alvorlig samtale med hende om. Det er langt ude, at hun får et helt års løn fra statskassen oveni sin direktørløn, hvis der kommer et forårsvalg, siger Socialdemokraternes næstformand, Henrik Sass Larsen, til B.T.

SF's gruppeformand Ole Sohn er sikker på, at det, at Malou Aamund bliver i Folketinget, er et klart tegn på et forårsvalg.

/ritzau/

Malou Aamund tiltræder sin nye direktør-stilling 1. februar, men bliver i Folketinget indtil juni. Med løn.

Offentliggjort Sidst opdateret