Mange ledige mister retten til dagpenge

Den nye halvering af dagpengeperioden fra fire til to år koster mange ledige retten til dagpenge. Mange risikerer at stå uden indtægt.

1761 ledige HK?ere ville i år miste retten til dagpenge, hvis regeringens og Dansk Folkepartis nye strammede dagpengeregler gjaldt nu og ikke først næste år.

De ledige HK'ere har været ledige i mindst to år ud af de sidste tre år, viser analyse fra HK.

Konkret vil cirka seks procent af HK?s medlemmer - mest mænd, indvandrere og ældre - hvert år miste dagpengeretten. Mange vil end ikke have ret til kontanthjælp, fordi de for eksempel er gift.

- Tallene viser, at dagpengereformen får katastrofale konsekvenser, fordi vi er i en lavkonjunktur, siger arbejdsmarkedsforsker Flemming Ibsen fra Aalborg Universitet og fortsætter:

- I stedet for at spare på statsfinanserne vil en stor gruppe ryge ud af systemet og få brug for støtte på anden måde. Det rammer både HK'ere og medlemmer af 3F, FOA og Metal, siger han.

Ifølge en analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har to ud af tre, der mister retten til dagpenge, ikke ret til kontanthjælp.

Ibsen peger på, at regeringens Arbejdsmarkedskommission anbefalede nedsættelse af dagpengeperioden under en højkonjunktur.

- At gøre det, mens der er lav efterspørgsel efter arbejdskraft, er meget dårligt politisk håndværk, siger Ibsen.

Formanden for HK, Kim Simonsen, mener, systemet straffer de ledige:

- Mange risikerer en deroute, hvor de først mister arbejde, så dagpenge og siden hus og hjem, hvis de har en ægtefælle med indkomst og derfor ikke kan få kontanthjælp, siger han og fortsætter:

- Har du haft en almindelig årsløn, kan du risikere at gå fra 275.000 til 0 kroner i indtægt på to år, selv om du har gjort det, som systemet siger: Søgt job og deltaget i aktivering.

/ritzau/

Nye dagpengeregler koster mange ledige retten til dagpenge. Dårligt politisk håndværk, lyder forskerkommentar.

Offentliggjort Sidst opdateret