Manu Sareen om ny ministerpost: Et drømmejob for mig
En af de store vindere i regeringsrokaden er De Radikales Manu Sareen, som skifter titlen som kirke- og ligestillingsminister ud med en langt tungere post som minister for børn, ligestilling, integration og sociale forhold.
Det er et jobskifte, som bliver varmt modtaget af hovedpersonen selv, som på sin Facebook-profil takker for alle lykønskningerne.
- Det er intet mindre end et drømmejob for mig. En stor del af mit voksne liv har jeg arbejdet med mennesker i svære situationer, blandt andet som socialarbejder og konfliktmægler. De erfaringer fra virkeligheden vil jeg tage med ind på ministerkontoret, skriver Sareen og fortsætter:
- Regeringen er optaget af at skabe et Danmark, der hænger sammen. Vi vil sikre social mobilitet og gøre op med den negative sociale arv. Og vi vil integration, der virker, og binder Danmark sammen. Alle skal med, og vi tror fuldt og fast på, at det kan lade sig gøre.
Manu Sareen blev født i Indien og kom til Danmark i 1971, hvor han voksede op i København. Han er uddannet socialpædagog og konfliktmægler og i en årrække arbejdede han som etnisk konsulent for Københavns Kommune.
Manu Sareen har også skrevet flere fag- og børnebøger, og i 2010 modtog han Danmarks Skolebibliotekarers Børnebogspris for serien om Iqbal Farooq.
/ritzau/
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker