Martin Lidegaard overtager Vestagers kreds i Rudersdal
Margrethe Vestager bliver Danmarks nye EU-kommissær, og derfor overtager Martin Lidegaard hendes gamle kreds.
Udenrigsminister Martin Lidegaards (R) chancer for at blive valgt ind i Folketinget ser ud til at være forbedret, efter at han onsdag aften som ventet er blevet valgt til De Radikales folketingskandidat i Rudersdal.
Dermed overtager han sin forhenværende partileder Margrethe Vestagers kreds, og de nordsjællandske vælgere kan dermed stemme på ham ved næste folketingsvalg, der kommer senest i september 2015.
- Jeg er fantastisk glad for valget. Det er lidt som at komme hjem. Jeg er født og opvokset i Nordsjælland, har gået i skole og gymnasium her og kender hele området rigtigt godt, så jeg glæder mig til at føre valgkamp, siger Martin Lidegaard i en pressemeddelelse.
Han sidder i øjeblikket ikke i Folketinget, men blev i 2011 hentet ind i den nuværende regering som klima- og energiminister fra posten som formand for og stifter af den grønne tænketank Concito.
Lidegaard erstatter Margrethe Vestager, der i sidste uge blev godkendt til posten som kommende EU-konkurrencekommissær.
I februar 2014 blev Lidegaard forfremmet til udenrigsminister. Fra 2001 til 2007 sad han i Folketinget for De Radikale.
Lidegaard har siden december 2012 været opstillet i den københavnske kreds Brønshøj-Husum-Vanløse, men partiet har andre profilerede kandidater i hovedstadsområdet i form af den tidligere miljøminister Ida Auken og social- og integrationsminister Manu Sareen.
Ved valget i 2011 fik De Radikale to mandater i Nordsjælland, som tilfaldt Margrethe Vestager og Christian Friis Bach, der siden har fået en toppost i FN.
I Rudersdal er der opbakning, lyder det.
- Det er meget dejligt, at det er lykkes at tiltrække så stærk en afløser for Margrethe Vestager, siger Poul Fischer, der er radikal formand for den del af Rudersdalkredsen, der ligger i Allerød Kommune.
Også Karin Christiansen, lokalformand i Rudersdal Kommune, glæder sig over udnævnelsen.
- Martin står for et grønt, ambitiøst, åbent og konkurrencedygtigt Danmark, der vil gøre en forskel i verden. Den profil passer perfekt til området, siger hun.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned