Masseaflivning af mink skal ifølge professor sikre vaccine
Regeringen har med sundhedsmyndighederne i ryggen besluttet, at alle mink skal aflives. Det sker for at hindre, at en muteret udgave af coronavirus kan vandre fra mink til menneske og gøre en kommende vaccine uvirksom. (Arkivfoto). Foto: Johan Gadegaard/Ritzau Scanpix
Johan Gadegaard/Ritzau Scanpix
Professor ser aflivning af mink som udtryk for forsigtighedsprincip, der skal sikre effektiv coronavaccine.
Millioner af mink på danske minkfarme må den kommende tid lade livet.
Beslutningen er truffet af regeringen, fordi der er konstateret en særlig variant af coronavirus hos mink.
En variant, der kan vandre fra mink til menneske og gøre en kommende vaccine mod virusset uvirksomt.
- Det er ikke fordi, man bliver særlig syg af den her minkvariant.
- Det er mere perspektivet i det, siger Lars Erik Larsen, der er professor i veterinær virologi på Institut for Veterinær- og Husdyrvidenskab på Københavns Universitet.
- Hvis den her variant får lov til at sprede sig, så er der en vis procentdel af befolkningen, hvor en kommende vaccine ikke virker.
- Så selv om det kan lyde drastisk at aflive alle mink, så agerer man i forhold til et forsigtighedsprincip,
Forskerne har påvist, at den særlige variant af coronavirus hos mink har en nedsat følsomhed over for antistoffer.
Det er de antistoffer, vi kan få ved hjælp af en vaccine, eller hvis vi tidligere har været inficeret med covid-19.
Hvis man står med en variant af coronavirus, der ikke reagerer på antistoffer, kan man ifølge professoren sammenligne det med, at man står med et helt nyt ødelæggende coronavirus:
Et slags covid-20, som atter engang kunne true folkesundheden og lamme verden.
- Så kan man worst case sige, at vi praktisk talt skal håndtere et helt nyt virus, siger Lars Erik Larsen.
Men hvorfor er minken så velegnet en vært for coronavirus, at virusset har spredt sig fra den ene farm til den anden med lynets hast?
- Vi ved det faktisk ikke helt.
- Men det siger noget om, at virus er meget dygtig til at tilpasse sig.
- Det ændrer struktur og tilpasser sig den nye vært.
- Og mutationer sker meget hurtigere hos minken, end det gør hos mennesker, siger Lars Erik Larsen.
Der er tidligere set mutationer af coronavirus blandt mennesker. Eksempelvis hos befolkningen på Island.
Her blev der tidligere på året rapporteret om op mod 40 mutationer af virusset.
Men disse mutationer har ifølge professoren ikke haft en nedsat følsomhed over for antistoffer.
Derfor udgør de ikke det samme problem som den nye variant hos mink.
Der er godt 1000 minkfarme i Danmark med op mod 15 millioner mink.
Seneste artikler
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
1039 virksomheder har fået indskærpet sikkerhed efter CPR-læk
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker