I stedet for en permanent grænsekontrol ved den dansk-tyske grænse, skal der investeres i mobilt videoovervågningsudstyr for 28 millioner kroner, som skal anvendes i grænselandet i et forsøg på at afsløre udenlandske bander, der opererer i Danmark.
Det er en del af indholdet i en ny politiaftale, som regeringen tirsdag aften indgik med Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti.
Der er tale om en fireårig aftale frem til 2015, og den tilfører 270 millioner kroner ekstra til politiet.
Allerede fra 2012 skal 23 millioner kroner bruges til en ny bandeindsats i udsatte boligområder. Fra 2013 hæves beløbet til 73 millioner kroner om året.
Pengene skal blandt andet bruges til at oprette en ny særlig bandeenhed i Vestdanmark, lige som den der allerede er på Sjælland. Det nye bandecenter får til huse hos Sydøstjyllands Politi i Horsens.
Blandt de øvrige elementer i aftalen er en ny politistation i Holstebro, en ny tværgående enhed inden for politiet, der skal bekæmpe indbrudskriminalitet, og en styrkelse af Politiets Efterretningstjeneste (PET).
- Det er en bred aftale, der sikrer, at politiet kan være massivt til stede i udsatte boligområder, hvor vi ved, at der er problemer, og som gør det muligt at sætte yderligere pres på rocker- og bandemiljøet, siger justitsminister Morten Bødskov (S).
Selv om Dansk Folkeparti har måttet opgive tanken om en permanent grænsekontrol, så er partiet godt tilfreds med den nye politiaftale.
- Vi er glade for, at der nu bliver anskaffet udstyr, der for os at se kan erstatte den permanente toldkontrol i form af et mobilt videoovervågningsudstyr til bekæmpelse af østbander og indbrudskriminalitet, siger partiets retsordfører, Peter Skaarup, der også er glad for de ekstra penge til bandeindsatsen.
Aftalen tvinger politiet til at gennemføre en række besparelser i form af effektiviseringer.
Ifølge den hidtidige politiaftale skulle halvdelen af gevinsterne ved effektiviseringerne føres tilbage til politiets egen kasse, men det bliver nu ændret, så politiet får to tredjedele af besparelserne tilbage.
/ritzau/
Seneste artikler
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde