Med politisk manøvre finder minister millioner til ældreråd
Mette Kierkgaard (M) har med en politisk manøvre fundet penge til Danske Ældreråd. Her ses ministeren i forbindelse med Folketingets åbning i sidste uge. Foto: Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix
Danske Ældreråds fremtid var truet med regeringens plan for at skære 1000 årsværk i statslig administration.
Organisationen Danske Ældreråd stod til at miste sin årlige bevilling på 2,4 millioner kroner i regeringens plan for at skære 1000 årsværk i den statslige administration fra 2025.
Men nu har ældreminister Mette Kierkgaard (M) fundet pengene på anden vis, skriver Avisen Danmark.
Dermed kan rådet, som er landsorganisation for 98 folkevalgte ældreråd i kommunerne, fortsætte.
Konkret øges tilskuddet med 2,4 millioner kroner til de lokale ældreråd i den kommende finanslov.
De lokale ældreråd skal så sende pengene videre til Danske Ældreråd. Og dermed vil det være de lokale råd - ikke staten - som finansierer Danske Ældreråd.
Ministeren afviser, at manøvren er problematisk, og at andre ministerier, som også skal bidrage med besparelser, kan finde på at gøre det samme.
- Jeg bakker fuldt ud op om regeringens arbejdsprogram, der indebærer at skære 1000 årsværk.
- Beslutningen om ikke at sende flere penge til sekretariatet er intakt, så jeg støtter ikke finansieringen af statslige årsværk. Jeg støtter så på samme tid de lokale ældreråd i kommunerne. For mig er det to samtidige beslutninger, der har et tidssammenfald, siger Kierkgaard til Avisen Danmark.
Hun holder fast i, at staten "de facto" holder op med at sende 2,4 millioner kroner til Danske Ældreråd.
Ministeren afviser også, at pengene uanset hvad kommer fra staten.
- De lokale ældreråd kan jo i princippet bruge pengene, som de vil, siger hun.
Da meldingen om besparelsen blev meldt ud, førte det til kritik hos flere ældreorganisationer, da Danske Ældreråd betragtes som "de ældres stemme".
Hos Danske Ældreråd er der glæde over meldingen. Men Inger Møller Nielsen, formand for Danske Ældreråd, afventer, at pengene først kommer ud til de lokale råd, før hun vil glæde sig for meget.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned