Medie: Ellemann trækker sig som formand og forlader politik
Økonomiminister Jakob Ellemann-Jensen vil trække sig som formand for Venstre på et pressemøde, og han vil samtidig trække sig helt fra politik. Det erfarer medier. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Forud for et pressemøde erfarer medier, at Jakob Ellemann-Jensen trækker sig fra Venstre og politik.
Venstre har været igennem en hård periode, og det kan se ud til at fortsætte.
Økonomiminister Jakob Ellemann-Jensen vil trække sig som formand for Venstre på et pressemøde, og han vil samtidig trække sig helt fra politik.
Det erfarer Ekstra Bladet og TV 2 News forud for et pressemøde mandag klokken ti.
Han vil ifølge avisen gå til dronningen klokken 13 for at meddele sin afgang som økonomiminister. Han overtog posten i slutningen af august.
Emnet for pressemødet klokken 10 er "situationen i Venstre" - et parti, som flere og flere vælgere har forladt de seneste år.
Til stede vil være formand og økonomiminister Jakob Ellemann-Jensen (V), forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) og næstformand og formand for Region Syddanmark Stephanie Lose (V).
Jakob Ellemann-Jensen vendte for nogle måneder siden tilbage til politik efter en sygdomsperiode på omkring et halvt år grundet stress.
Det var Troels Lund Poulsen og Stephanie Lose, der vikarierede for formanden under hans fravær.
Jakob Ellemann-Jensen blev formand for Venstre for fire år siden. Det skete efter det interne partioprør mod daværende formand Lars Løkke Rasmussen.
Ved valget i 2019 fik partiet 23,4 procent af stemmerne, mens det aktuelt står til 8,5 procent i den seneste måling af Voxmeter for Ritzau. Det er det laveste nogensinde målt i instituttets historie.
Løkke forlod kort efter valget partiet og stiftede Moderaterne.
Efterfølgende forlod tidligere næstformand Inger Støjberg Venstre og stiftede Danmarksdemokraterne. Begge partier har hentet en stor del af deres vælgere hos netop Venstre.
Siden er det ikke lykkedes Ellemann at genrejse partiet, og den seneste tid har baglandsfolk åbent talt om, hvorvidt han er den rette formand.
/ritzau/
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker