Medie: Regeringen dropper Arne-plusordning
Seniorpensionen, som blev indført i 2020, står i regeringsgrundlaget for SVM-regeringen til at blive lagt sammen med Arne-pensionen til en Arne-plusordning. (Arkivfoto). Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
TV 2 erfarer, at regeringen dropper planer om Arne-plusordning. Både seniorpension og Arne-pension fortsætter.
Regeringen dropper planer om Arne-plusordningen, det erfarer TV 2 på baggrund af anonyme kilder.
I regeringsgrundlaget lød det, at regeringen ville slå Arne-pensionen og seniorpensionen sammen i en ny, fælles ordning, som statsminister Mette Frederiksen (S) har kaldt Arne-plusordningen.
Seniorpensionen, som blev indført i 2020, står i regeringsgrundlaget for SVM-regeringen til at blive lagt sammen med Arne-pensionen til en Arne-plusordning, hvilket ville betyde, at Arne-pensionen sættes op til omkring 15.000 kroner om måneden.
Til gengæld skulle seniorpensionen afskaffes. Den giver op til 19.700 kroner om måneden og har samtidig den fordel, at den kan tildeles tre år tidligere end Arne-plusordning.
Ifølge TV 2 vil både seniorpensionen og Arne-pensionen fortsætte, selv om regeringen ifølge regeringsgrundlaget egentlig ønsker at afskaffe seniorpensionen.
De tidligere udmeldte planer om at droppe seniorpensionen har mødt kritik fra oppositionen, hvorefter regeringen tidligere har erkendt, at det ikke er sikkert, at den har fundet "den perfekte løsning".
Arne-plusordningen vil formentlig derfor ikke være en del af regeringens 2030-plan, som finansminister Nicolai Wammen (S) præsenterer tirsdag.
Derudover står der velfærd på talepapiret til tirsdagens præsentation.
Mandag har finansministeren oplyst til Ritzau, at regeringen vil prioritere 32 milliarder kroner til investeringer i velfærden.
- Vi giver et økonomisk løft af velfærden på ekstra 32 milliarder kroner. Det løft målretter vi blandt andet ældre, børn, sundhed, uddannelse og tryghed, siger han i et skriftligt citat.
Milliarderne annonceres i regeringens 2030-plan, der er en status og fremskrivning af økonomien de kommende år.
Socialdemokratiet, Venstre og Moderaternes 2030-plan præsenteres, lidt over et år efter at S-regeringen i september 2022 præsenterede en tilsvarende plan.
/ritzau/
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker