Medie: Troels Lund er tirsdag i Argentina for at sælge kampfly
Mens 19 F-16-kampfly skal doneres til Ukraine, kan yderligere 24 F-16-fly være på vej til Argentina. (Arkivfoto). Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Et salg af 24 gamle F-16-kampfly til Argentina har været længe undervejs. Tirsdag kan handlen komme på plads.
Forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) er tirsdag i Argentina for at færdigforhandle et salg af danske F-16-kampfly til det sydamerikanske land.
Det skriver den argentinske avis Clarin.
Forsvarsministeriet henviser over for Ritzau til tidligere udtalelse om, at der endnu ikke er truffet beslutning om, hvad der skal ske med de F-16-fly, som ikke skal doneres til Ukraine.
Ifølge den argentinske avis vil Argentina købe mellem 24 og 28 F-16-fly af Danmark.
Ritzau har tidligere fået aktindsigt i en tilladelse fra Rigspolitiet til, at Danmark kan overdrage 24 F-16-fly til Argentina. Den tilladelse er fra oktober 2023 og gælder frem til 31. december 2028.
Det potentielle salg af de amerikanskproducerede kampfly har været længe undervejs.
I 2022 beskrev Jyllands-Posten, at en argentinsk delegation var i Danmark for at forhandle om flyene.
Og i oktober 2023 godkendte USA, at Danmark kan sælge flyene til Argentina, skrev Ekstra Bladet på baggrund af en melding fra det amerikanske udenrigsministeriums afdeling for militærpolitiske anliggender på det sociale medie X.
Den argentinske avis skriver videre, at Danmark vil modtage tæt på 700 millioner dollar for flyene. Det svarer til omkring 4,8 milliarder kroner.
Danmark er i gang med at udfase de gamle F-16-fly til moderne F-35-kampfly. I alt har Danmark bestilt 27 F-35-fly, hvoraf de første 4 er ankommet.
Der har dog løbende været forsinkelser i leveringen af F-35-flyene på grund af udfordringer hos den amerikanske producent.
/ritzau/
Seneste artikler
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse på dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet