Medier: V-bagland holder krisemøder om formandsuro
Formand Lars Løkke Rasmussen (i midten), næstformand Kristian Jensen (til højre) og politisk ordfører Jakob Ellemann-Jensen (til venstre) under Venstres pressemøde i forbindelse med partiets sommergruppemøde på Kragerup Gods 9. august. Her blev krisen i Venstre udstillet. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Rundt omkring i landet diskuteres fremtiden for formandskabet i Venstre, som har haft en krisefyldt august.
Onsdag aften mødes de nordjyske kommuneforeningsformænd i Venstre for at diskutere formand Lars Løkke Rasmussen og næstformand Kristian Jensens fremtid. Det skriver Politiken.
Der er også indkaldt til krisemøde i Venstres regionsbestyrelse i Syddanmark torsdag aften.
Og her er det presserende spørgsmål om fremtiden for partiets ledelse på Christiansborg eneste punkt på dagsordenen.
Det erfarer avisen Danmark på baggrund af flere centrale partikilder i regionen.
Dermed fortsætter den seneste tids interne uro i Venstre. Uenighederne handler både om personer og den politiske linje, som partiet skal have fremover.
Det er formændene for samtlige kommuneforeninger i Region Syddanmark, der ifølge avisen Danmark angiveligt skal mødes i Kolding torsdag.
Krisemødet afholdes forud for et møde i Venstres hovedbestyrelse i næste uge.
Ifølge kilder er formålet med mødet at få baglandet samlet om en fælles holdning til uroen, der rumsterer i partiet.
Overfor avisen Danmark udtrykker flere medlemmer af Venstres bagland i regionen deres bekymring om partiledelsen.
- Jeg synes da, det er ærgerligt, at der er så meget polemik i toppen, og det kalder da på, at man får fundet en løsning hurtigst muligt. Vi er nødt til at få skabt ro, siger Jesper Frost (V), der er borgmester i Esbjerg.
Han kalder uroen i partiets ledelse for "en sten i skoen".
Formanden i partiforeningen i Esbjerg, Jan Lagoni Jacobsen (V), kræver, at der kommer en ordentlig forklaring.
- Vi har jo en formand og en næstformand, som skal forklare sig. Det har været en uskøn omgang i pressen, og jeg kan godt fornemme uroen blandt medlemmerne.
Hverken formanden for Venstres regionsbestyrelse i Syddanmark, Leif Krarup, eller nogen kommuneforeningsformænd vil over for avisen Danmark kommentere mødet torsdag.
Avisen Danmark kan desuden berette, at flere i baglandet taler varmt om regionsformanden i Syddanmark, Stephanie Lose (V), som et godt bud på en ny næstformand i partiet.
Mandag mødtes bestyrelsen i Venstre i Region Hovedstaden. Her drejede det sig om Kristian Jensens fremtid som næstformand, skriver Politiken. Og onsdag er formandskabet altså ifølge avisen til debat i det nordjyske.
- Situationen er totalt uholdbar, siger Anders G. Christensen, der er medlem af hovedbestyrelsen fra Favrskov til Politiken.
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde