Borgere i EU-landene skal i langt højere grad være sikret de samme rettigheder. Derfor har EU-Kommissionen fremlagt en handlingsplan for, hvordan EU i de kommende år skal styrke samarbejdet inden for retsområdet samt asyl og indvandring.
- Det er en køreplan for et frit og sikkert Europa og en mulighed for, at Europa kan rykke tættere på borgerne, siger EU's kommissær for indre anliggender, Cecilia Malmström.
Allerede i år vil kommissionen komme med en lang række konkrete forslag. Blandt andet vil kommissionen modernisere EU's regler om databeskyttelse, så det også omfatter alle elektroniske data. Inden for samme område fremlægger kommissionen forslag til nye regler, der skal dæmme op for cyberkriminalitet.
Inden udgangen af 2010 vil kommissionen også komme med forslag, der skal gøre det lettere for borgere uden for EU at få opholdstilladelse som sæsonarbejdere, ligesom der vil blive udarbejdet en sikkerhedsstrategi, som omfatter alle sikkerhedsaspekter i EU - lige fra terrorisme til naturkatastrofer.
På længere sigt vil EU-Kommissionen i 2012 skabe en fælles europæisk hotline for forsvundne børn, og samme år vil kommissionen fremlægge forslag, der gør det til en forbrydelse at stjæle en andens identitet. Både på internettet og i den virkelige verden.
Og i 2014 har EU-Kommissionen planer om at etablere et fælles asylsystem i hele Europa med "et stærkt fokus på solidaritet". Her skal alle asylansøgninger behandles på fælles vis, og alle asylafgørelser skal anerkendes i hele EU.
Når EU-Kommissionen har fremlagt sine forslag, så er det bagefter op til medlemslandene og parlamentet i samarbejde at vedtage de nye regler.
De fleste forslag i handlingsplanen kommer dog til at kollidere med det danske retsforbehold, så Danmark som udgangspunkt vil stå uden for de nye regler og samarbejdsområder.
/ritzau/
Seneste artikler
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Sejr på jubilæumsdagen: - En del af NFC's historie
Maribos bymidte skal udvikles: Nu kan alle byde ind
Heino Knudsen på vej videre: Det skal han
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker