Messerschmidt og Kofod vil gøre DF's politik bredere
Morten Messerschmidt (DF) fortæller til Jyllands-Posten, at han og næstformand Peter Kofod er klar med planen for DF's fremtid. (Arkivfoto). Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Dansk Folkeparti skal favne bredere, siger formand Morten Messerschmidt i et interview med Jyllands-Posten.
Dansk Folkepartis nye formandskab, Morten Messerschmidt og Peter Kofod, fortæller til Jyllands-Posten, at de er klar med en plan, der skal føre partiet ud af sin vælgerkrise.
Den går under navnet "Dansk Folkeparti 2.0" og skal markere partiet på flere politiske områder.
- Vi vil gerne tale om endnu flere politiske områder og have en palet, der er bredere. Hvis du vækker de fleste danskere klokken 04 om morgenen, ved de godt, at Dansk Folkeparti vil ud af EU og have nogle muslimer ud af Danmark.
- Jeg tror ikke, at så mange ved, at vi har et hjerte, der banker for de små og mellemstore virksomheder. Og det skal kommunikeres ud, siger Morten Messerschmidt til Jyllands-Posten.
Han siger, at Dansk Folkepartis politiske fokus er blevet for snævert, og at der skal mere fokus på eksempelvis erhvervspolitikken. Samt at klimapolitikken skal have en overhaling.
Ifølge interviewet skal Dansk Folkeparti tage "den jævne danskers problemer og udfordringer" meget mere alvorligt.
Som Morten Messerschmidt tidligere har sagt, skal Dansk Folkeparti samtidig høre entydigt hjemme i blå blok.
- Vores udgangspunkt er ikke, at vi skal revolutionere vores sociale profil. Vi er det parti i blå blok, som gerne vil tage hensyn til dem, som ikke kan klare sig selv, siger Morten Messerschmidt.
Udtrykket "Dansk Folkeparti 2.0" optræder faktisk allerede på partiets hjemmeside.
Det er under ledige stillinger, hvor man søger en grafisk medarbejder, der skal være med til "at skabe Dansk Folkeparti 2.0". Det inkluderer blandt andet en ny hjemmeside og et "spændende DF-univers på tværs af platforme".
- Hvis du tror, DF alene rimer på flæskesteg og fotoshoppede kæledyr, er du håbløst bagud. Men det er du ikke ene om - vi har nemlig også brug for en opdatering på et par områder, står der i jobopslaget.
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde